I ordbøger er det almindeligt at oplysninger der gælder for flere enheder kun gives én gang, fx formelle oplysninger om ordklasse o.l. i artiklens begyndelse: spat s amer. gruff spat s amer. dask > spat s amer. 1 gruff 2 dask Fænomenet er beskrevet som ”udflytning” (Svensén 2004: 111-113). I eksemplet spat er informationerne ”s amer.” flyttet ud til et øvre ”overskriftsniveau”, og brugeren skal kunne afkode at disse oplysninger nedarves hierarkisk til de følgende underinddelinger. I andre tilfælde nedarves information mellem sideordnede enheder, fx betydningsdefinitioner udfyldt med ”ds” (’det samme’, fx Ømålsordbogen: ”give sig an med ngn ds”): Her kan det være uklart for brugeren hvad ”ds” refererer til. Efterstillet udflytning kan også være problematisk. I Ømålsordbogen kan geografisk udbredelse fx udtrykkes: ”S, M, L-Fa(alm)”, hvor indholdet i parentesen (”alm(indeligt)”) gælder for alle foranstillede forkortelser (Sjælland, Møn, Lolland-Falster). Brugeren skal altså kunne vide at kommaet efter ”S” ikke afslutter en enhed, men at ”S” hører sammen med ”(alm)”. Udflytning kan blive særlig problematisk når ældre, trykte ordbøger med lineær informationsorganisering og udstrakt informationskomprimering vha. udflytning/nedarvning omsættes til databaserede ordbøger: Søgninger i databasen kræver i højere grad at informationerne gives eksplicit ved hver enhed (Grønvik 2016: 44) – betydningsdefinitionen ”ds” vil fx være ufyldestgørende. Udflytning ses dog også i elektroniske ordbøger (fx foranstillede bøjningsoplysninger). Jeg vil i dette foredrag diskutere udflytning som komprimeringstype og formidlingsstrategi i ordbøger, og i hvor høj grad en vellykket udflytning afhænger af forhåndskendskab til konventionaliserede typer af informationsorganisering.