En række analytiske gennemgange af de kvindelige hovedpartier i Richard Wagners værker fra "Den flyvende Hollænder" til "Parsifal". Med afsæt i Carl Dahlhaus' og Carolyn Abbates teorier fokuseres der på orkester- og sangstemmernes klanglige og melodiske betydning for værkernes komplekse dramaturgi, hvilket giver anledning til en kritisk dialog med repræsentanterne for den traditionelle feministiske Wagnerforskning. Wagners kvindefigurer er ofte blevet beskrevet som undertrykte ofre, fordi de agerer som redskaber for mændendes forløsning, og fordi de næsten altid dør i slutningen af operaen. Men Wagners fremstilling af forholdet mellem kønnene er langt mere nuanceret, end de gængse "elendigheds"-analyser lægger op til