Artiklen handler om iscenesættelse af performative kunstværker fra det 18. årh., der ofte også rummer stillingtagen til retorisk fremførelse. Jeg advokerer for, at man sammentænker synkrone indfaldsvinker med diakrone, så man fx ikke udelukkende fokuserer på at genskabe gestus fra det 18.århundredes retorikmanualer, men i høj grad også medtænker selve rummet, hvor opførelsen finder sted, det aktuelle publikum og deres forståelseshorisont.