Bogen tager udgangspunkt i den spanske baroks tilsyneladende ’ostrakisme’ af tragedien, mere præcist den terminologiske pudsighed, at comedia i løbet af de første årtier af det 17. århundrede bliver almindelig genrebetegnelse for det seriøse drama. Denne forbløffende udvikling, der ikke har noget samtidigt europæisk sidestykke, belyses ud fra kulturhistoriske, teologiske og æstetiske perspektiver.
Det kulturhistoriske udgangspunkt for bogens analyse er den grundantagelse, at 1600-tallet var en skismatisk periode. På den ene side peger de socialøkonomiske og politiske forandringer samt udviklingen inden for bl.a. den politiske teori, videnskaberne, filosofien og kunsten på 1600-tallet som begyndelsen på det, vi i dag forstår som moderniteten. På den anden side præges perioden af en tendens til at anskue denne historiske udvikling ud fra et kristent moralsk synspunkt, der peger tilbage på et middelalderligt historiesyn. I den optik blev den nyere historiske udvikling, hvis oprindelse man fandt i renæssancekulturens ’nyhedenskab’ og dettes problematisering af det middelalderlige verdensbillede gennem videnskab og kritik, opfattet som symptom på et moralsk forfald. Det samme gjorde sig gældende for det spanske imperiums accelererende dekadence, den nationale bankerot og indenrigspolitiske opløsning i løbet af den første halvdel af det 17. århundrede. Barokken oplevede en omfattende kulturkrise, og svaret på problemerne søgtes i den moralske gennemlysning af historien.
Denne strategi var ikke uden forbillede. Kristne forfattere havde siden oldtiden fortolket ikke blot Skriften, men også historiske personer og begivenheder som figurer for en ’højere’ moralsk realitet, i.e. allegorisk. Det er en af bogens grundteser, at det allegoriske boom, der kendetegner den barokke kultur på alle niveauer, peger på den modreformatoriske revitalisering af den kristne tradition gennem en tilbagegriben til den senantikke og middelalderlige kristendom. Samtidig undersøges imidlertid altså sammenhængen mellem dette allegoriske boom og den begyndende sekularisering af centrale dele af det kulturelle felt. Den allegoriske fortolkningspraksis var den ’strategi’, hvorved den barokke kristendom søgte at reetablere sin religiøse, kulturelle og ideologiske status vis-a-vis de allestedsnærværende forfaldstendenser og dét, der i samtidens moralsk-allegoriske optik opfattedes som Hedenskabets og Kætteriets belejring af historien. Barokallegorien hviler således på et konfliktfyldt grundlag, nemlig behovet for at forsone tidens stærke kulturelle modsætninger. I overensstemmelse med periodens generelle kulturelle klima var 1600-tals allegorien grundlæggende paradoksal, på én gang et symptom på og en overvindelse af barokkens skisma mellem middelalder og modernitet.
Bogens undersøgelse af den barokke udgrænsning af tragedien bygger på en analyse af dette prekære forhold mellem skisma og allegori i centrale dele af 1600-tals kulturen, herunder den politiske teori, uddannelsessystemet, mytografien, litteraturkritikken og den dramatiske teori. Comedia-begrebets opkomst som genrebetegnelse for det seriøse drama fremstilles som en direkte konsekvens af den allegoriske optik, der dominerer disse områder, og i særlig grad som en konsekvens af den re-moralisering af det æstetiske felt, der kommer så tydeligt til udtryk i periodens berømte litterære fejder. Barokkens særprægede terminologiske udvikling inden for det dramatiske område må ifølge denne argumentation forstås som udtryk for en genoplivelse af den kristne forestilling om verden som et teater og historien som et drama, der nok har sine tragiske momenter, men er fast forankret i en metafysisk etik og derfor en ’guddommelig komedie’. Den barokke udgrænsning af tragedien fremstår således som et centralt element i periodens revitalisering af den kristne tradition som et modtræk til den historiske dekadence, men i overensstemmelse med 1600-tallets skisma mellem modernitet og middelalder er også den paradoksal og skismatisk. Som bogens læsning af Calderón’s emblematiske La vida es sueño viser, handler denne kvintessentielle seriøse comedia netop om overvindelsen af det tragiske, herunder den historiske pessimisme, hedenskabets tragik og den antikke tragedie som en autoritativ, men hedensk kunstform. Selvom tragedien udgrænses på et terminologisk plan er den altså ikke fraværende fra den barokke comedia, der da også snarere er et tragikomisk kristent verdensteater end en komedie i traditionel aristotelisk forstand.