Hofkulturen består af et repertoire af kulturelle former (festkultur, billedkunst, arkitektur, litteratur, musik) i fyrstens tjeneste, dvs. udfoldet med det formål at udtrykke og legitimere hans magt og status og kommunikere politiske budskaber. Christian IV satsede tydeligvis på hofkulturen fra sin stort anlagte kroning 1596 over det "store bilager" (prins Christians bryllup 1634) til pengene slap op under hans sidste år, der var prægede af krig og politisk krise. Målt med international alen var det danske hof på europæisk niveau, og under 30-årskirgen kunne Christian IV profitere af en række landflygtige kunstnere som f.eks. kapelmester Heinrich Schütz. Christian IV's hofkultur var en succes i den første del af hans regeringstid, hvor han kastede glans over sig selv og også gennem hofkulturen knyttede den danske adel til sig. I midten af hans regeringstid forsøgte han kraftigt at udnytte hofkulturens popagandapotentiale, men dette forsøg mislykkedes i hans sidste år, hvor svenskernes krigslykke væltede hans spil. Den største hofkulturelle succes er dog det eftermæle, den skabte ham, og som består den dag i dag, ikke mindst takket være hans slotte.