Artiklen diskuterer den første Karl Gustav-krig i forskellige persketiver og konkluderer, at krigen ikke bør opfattes som et dårligt forberedt og uigennemtænkt forsøg på dansk revanche inden for rammerne af en nordisk rivalisering, men snarere som  en velovervejet satsning og et led i den dansk-svenske rivalisering om regional magt og indflydelse i Baltikum og Nordtyskland. Når krigen endte så katastrofalt, skyldtes det ekstreme vejrforhold og en dansk ledelse, der handlede i panik. Under den anden Karl Gustav-krig 1658-60 normaliseredes situationen, og krigens udfald blev derfor det forventelige, nemlig en opretholdelse af magtbalancen, sådan som stormagterne Frankrig, England og Nederlandene ønskede det. Krigen illustrerer dermed på én gang to grundvilkår for tidens udenrigspolitik: chanceudnyttelse og samspillet mellem regionale konflikter og den europæiske magtbalance, hvor den sidstnævnte faktor viser sig stadig mere dominerende.