TY - BOOK

T1 - Det øvrige vi nyde

T2 - Studier af landgilde og landbrugsproduktion i Danmark i 1600-tallet

AU - Dam, Peder

PY - 2009

Y1 - 2009

N2 -  Bøndergårdene var i tidlig moderne tid underlagt godsejere, typisk hovedgårde under Kronen, adelige samt efter enevældets indførelse tillige borgere. For at opnå brugsretten til gårdene måtte bønderne yde en række faste afgifter, engangsydelser og arbejdsforpligtigelser. Denne afhandling fokuserer på de faste afgifter, den såkaldte landgilde.Landgilden må ses som en del af produktionen på fastsættelsestidspunktet, og hele ideen bag betalingen i naturalier var netop, at gårdene selv kunne producere afgifterne. Det kan derfor ikke overraske, at visse egne udviklede en forkærlighed for visse persiller, og at vi i dag kan kortlægge disse som egnsspecifikke persiller. Men den samlede størrelse af landgilden, angivet i fællesenheden tønder hartkorn, og de forskellige produkter, som landgilden blev ydet i, persillerne, var ikke en afspejling af produktionen, sådan som flere historikere har tolket den som. Den samlede landgilde var derimod et særligt udpluk og udvalg af produktionen, hvor særligt to kriterier spillede ind. 1) Godsejernes økonomiske interesser i at få persilvarer, der matchede mulighederne for eksport og andet salg, og 2) bøndernes behov for kun at yde landgilde i form af de produkter, der var tilovers efter, at de havde sat varer af til eget forbrug og til gårdenes videre produktion. Svend Gissels brug af begrebet funktionelt betinget landgilde (1968), hvor persillerne skulle afspejle udnyttelse af en tilsvarende tilliggende, kan dermed ikke betragtes som rigtigt. Det ville være mere korrekt at benytte begreber som den skæve landgilde eller den udvalgte landgilde for at understrege, at landgilden ganske vist var en del af produktionen, men det var en udvalgt del, som ikke nødvendigvis svarede til fordelingen mellem de forskellige elementer i gårdens samlede produktion.Størrelse af den samlede landgilde relaterede selvfølgelig i et vist omfang til ressourcerne, og generelt var hartkornet per areal højt i egne med gode og mange ressourcer. Men jo mere kildematerialet studeres, både lokalt og regionalt, jo mere tydeligt er det, at landgilden kunne være ganske uretfærdig. Landgilden var blevet fastsat lokalt og over en lang periode, og derfor ikke nødvendigvis ud fra et ensartet regelsæt. Allerede ved fastsættelsen kunne der være forskelle fra egn til egn og fra gård til gård. Herefter blev landgilden endda fastfrosset på trods af ændringer i gårdenes tilliggende og udførte forbedringer i nogle egne. De gårde, der var bedst stillet og havde den relativt set laveste landgilde, lå i egne, hvor der siden fastsættelsen af landgilden havde været mulighed for ekspansion - særligt ved nyopdyrkning, hvilket gav et langt højere afkast per areal. Omvendt havde gårde i egne ramt af sandflugt nogle af de relativt set højeste landgilder, da deres ressourcer var formindsket betydeligt, uden at landgilden nødvendigvis var blevet tilsvarende reduceret.

AB -  Bøndergårdene var i tidlig moderne tid underlagt godsejere, typisk hovedgårde under Kronen, adelige samt efter enevældets indførelse tillige borgere. For at opnå brugsretten til gårdene måtte bønderne yde en række faste afgifter, engangsydelser og arbejdsforpligtigelser. Denne afhandling fokuserer på de faste afgifter, den såkaldte landgilde.Landgilden må ses som en del af produktionen på fastsættelsestidspunktet, og hele ideen bag betalingen i naturalier var netop, at gårdene selv kunne producere afgifterne. Det kan derfor ikke overraske, at visse egne udviklede en forkærlighed for visse persiller, og at vi i dag kan kortlægge disse som egnsspecifikke persiller. Men den samlede størrelse af landgilden, angivet i fællesenheden tønder hartkorn, og de forskellige produkter, som landgilden blev ydet i, persillerne, var ikke en afspejling af produktionen, sådan som flere historikere har tolket den som. Den samlede landgilde var derimod et særligt udpluk og udvalg af produktionen, hvor særligt to kriterier spillede ind. 1) Godsejernes økonomiske interesser i at få persilvarer, der matchede mulighederne for eksport og andet salg, og 2) bøndernes behov for kun at yde landgilde i form af de produkter, der var tilovers efter, at de havde sat varer af til eget forbrug og til gårdenes videre produktion. Svend Gissels brug af begrebet funktionelt betinget landgilde (1968), hvor persillerne skulle afspejle udnyttelse af en tilsvarende tilliggende, kan dermed ikke betragtes som rigtigt. Det ville være mere korrekt at benytte begreber som den skæve landgilde eller den udvalgte landgilde for at understrege, at landgilden ganske vist var en del af produktionen, men det var en udvalgt del, som ikke nødvendigvis svarede til fordelingen mellem de forskellige elementer i gårdens samlede produktion.Størrelse af den samlede landgilde relaterede selvfølgelig i et vist omfang til ressourcerne, og generelt var hartkornet per areal højt i egne med gode og mange ressourcer. Men jo mere kildematerialet studeres, både lokalt og regionalt, jo mere tydeligt er det, at landgilden kunne være ganske uretfærdig. Landgilden var blevet fastsat lokalt og over en lang periode, og derfor ikke nødvendigvis ud fra et ensartet regelsæt. Allerede ved fastsættelsen kunne der være forskelle fra egn til egn og fra gård til gård. Herefter blev landgilden endda fastfrosset på trods af ændringer i gårdenes tilliggende og udførte forbedringer i nogle egne. De gårde, der var bedst stillet og havde den relativt set laveste landgilde, lå i egne, hvor der siden fastsættelsen af landgilden havde været mulighed for ekspansion - særligt ved nyopdyrkning, hvilket gav et langt højere afkast per areal. Omvendt havde gårde i egne ramt af sandflugt nogle af de relativt set højeste landgilder, da deres ressourcer var formindsket betydeligt, uden at landgilden nødvendigvis var blevet tilsvarende reduceret.

KW - Det Humanistiske Fakultet

KW - Landbrugsproduktion

KW - 1600-tallet

M3 - Ph.d.-afhandling

VL - 1

BT - Det øvrige vi nyde

PB - Museum Tusculanum

CY - København

ER -