Afhandlingen undersøger italienske operaers instrumentale indledning (sinfonia) i årtierne omkring 1700 - netop den periode i hvilken sinfoniaen antager den tredelte (eller tresatsede) struktur, der bliver normen for det tidlige 18. århundredes sinfonia og får betydning for bl.a. den senere symfoni, koncert og sonate. Det er afhandlingens tese at den funktionale bestemmelse sætter afgørende spor i sinfoniaens musikalske udtryksmidler, og at disse spiller en rolle for genredannelsen og sinfoniaens tiltagende autonomi. Afhandlingens dokumentationsdel (bind 2) præsenterer materialet gennem en edition af 100 operasinfoniaer af 13 komponister