Hvem er Jørgen Leths dæmon? Sokrates definerede sin ”daimon” som den fremmede stemme, der talte i ham. Leth låner i sine dokumentariske film ofte sin stemme til andre – han bugtaler sine personer. Men hvilken fremmed stemme taler i ham, hvem bugtaler ham? Hvordan er forholdet mellem maskine og dæmon, mellem billedproduktion og stemme, mellem kunstnersubjektets tilbagetrækning på billedsiden og dets genkomst som stemme? Hvad er filmmaskinens brændstof? Artiklen analyserer bl.a. hvordan Lars von Trier bliver Leths Dæmon i De fem benspænd.