Børn i Danmark i dag møder sproglige ressourcer, som knyttes til forskellige måder at tale på; ’dansk’, ’arabisk’ eller den måde, man taler på med vennerne. Dermed er sproglig diversitet et (hverdags-)faktum. Hvad det betyder for såvel udviklingen af dansk som for sprogbrugerne selv er et væsentligt spørgsmål. I en social tilgang til sprog inddrages mere end et semantisk niveau i betydningsanalysen. Aktiviteter, domæner og de forhandlinger, der foregår gennem og ift. sprog, er væsentlige for, hvad sproget kommer til at betyde. I denne artikel vil jeg bidrage til diskussionen af relationen mellem sociolingvistisk sprogforandring og børns situerede sproglige møder. Jeg undersøger sprog-i-brug hos børn i en ret almindelig københavnsk skoleklasse med elever fra forskellige sociale, etniske og sproglige baggrunde fra 0. til 4. klasse. En dreng med dansk baggrund er den centrale deltager. Fokus er på den ideologiske og metapragmatiske forståelse af sproglige ressourcer, der associeres med ikke-dansk. Bidraget anvender et begrebsapparat fra den lingvistiske antropologi såsom registergørelse, indeksikalitet, det komplette sproglige faktum og forskelsskabende akser. Data inkluderer optagelser af hverdagsliv og mere eliciteret sprog-i-brug.