Emnet for denne artikel er de måder, hvorpå testning af elevernes evner og intelligens igennem de seneste godt hundrede år har fået en placering i skolens praksis og herigennem har bidraget til at definere, hvad det vil sige at være ’et barn’. Med analytisk afsæt i Michel Foucaults forståelse af diskursens magt-videns-formationer som det, der sætter rammerne for subjektiveringen, vil artiklen undersøge, hvordan de rationaler og praktikker, der knytter sig til testning af intelligens, har ændret sig over tid. Dette gøres igennem to historiske nedslag: I Binet og Simons intelligenstest, der blev udformet til testning (og udskillelse) af parisiske skolebørn i begyndelsen af 1900-tallet og i de måder, hvorpå Howard Gardners multible intelligensbegreb i kombination med Dunn & Dunns multible læringsforståelse igennem de seneste ca. 15 år har været anvendt til ’testning’ og undervisningsdifferentiering i den danske folkeskole. I artiklen vil vi følge den bevægelse, som vi med Foucault mener at kunne identificere, fra intelligenstestens ydre objektiverende (genstands-gørende) blik til selvevalueringens indre disciplinerende blik, hvor ’intelligens’ (uanset antal og form) bliver et spørgsmål om individets selvdisciplinering. Igennem analysen mener vi at kunne identificere, at denne bevægelse går fra ’det selekterede barn’ til ’det selvevaluerende barn’. Med individuelle læringsstile og multible intelligenser er der med andre ord tale om at ydre overvågning er transformeret til selvdisciplinering på diskursens præmisser: elevens ansvar-for-egen-læring.