Afhandlingen omhandler de formative stadier i skabelsen af et fælleseuropæisk lærd miljø i perioden fra det tidlige 900-tal til begyndelsen af 1200-tallet. Den indbefatter en social- og kulturhistorisk analyse af tilblivelsen af en samfundselite der ikke legitimerede sin autoritet gennem nedarvede privilegier, blodsbeslægtethed, økonomisk eller militær magt, men igennem tilegnede evner og meritter, personlige relationer, intellektuelle forbindelser, og ikke mindst via et bredt favnende og politisk indflydelsesrigt netværk etableret gennem skolerne. Det påpeges at disse skoler var en central faktor i restitueringen og udviklingen af de tidlig- og højmiddelalderlige samfund.

Undersøgelsen er opdelt i tre individuelle men tematisk forbundne sektioner, der involverer tre perspektiver: Første sektion søger at indskrive middelalderens lærde i en bredere historisk, og især politisk, ramme, som skabere af en samfundsideologi der kom til at have afgørende betydning for den sociale virkelighed. Samtidig tegnes en skitse af udviklingen indenfor de europæiske lærdomsscentre i perioden. Anden sektion analyserer sociale relationer og uddannelsesmæssig praksis i skolemiljøerne, med særligt henblik på magts- og autoritetsstrukturer. Som en del af dette, belyses en række elementer i middelalderskolarernes identitetsskabende strategier og selvopfattelser. Den afsluttende, tredie sektion omhandler indholdet af den lærde diskurs opfattet som et samlet videnssystem. Formålet er ikke at beskrive de enkelte detaljer i det skolastiske curriculum, men at kaste lys over de lærde discipliners funktion i opretholdelsen af et koherent verdensbillede, der havde direkte effekt på sociale idealer og social praksis. I alle tre sektioner er forbindelsen imellem viden og magt det centrale, underbyggende element og sammen repræsenterer de tre vinkler et forsøg på at udfærdige et mangefarvet, synkront portræt af den lærde kultur i det tidlige- og højmiddelalderlige Europa.