Artiklen undersøger den internationale "Gefängniskunde" mellem 1827 og 1951 udefra et videnskabshistorisk perspektiv med særlig fokus på feltets selvforståelse som nyt opstående videnskabelige disciplin på den ene side, og dens forhold til allerede etablerede nabodiscipliner som strafferetsvidenskaben og den ligeledes nyt opstående kriminologi på den anden side. Analysen i sammenlignende perspektiv viser, at feltet havde såvel kvantitativ som geografisk og med hensyn til dens aktører den bredeste basis, og at der fandtes mangfoldige personelle og indholdsmæssige sammenfald med nabodisciplinerne. At det ikke lykkedes for "Gefängniskunde" at institutionalisere sig som videnskab, skyldes dog fremfor konkurrence og fortrængning disciplinens vælg at etablere sig som international kongresbevægelse med en meget bredt kriminalpolitisk rækkevidde.