Digteren Klaus Rifbjerg og rejsekongen Simon Spies indtager polære positioner
i efterkrigstidens danske kulturliv. Som toneangivende modernistisk
kunstner og kulturkritiker nød Rifbjerg i 1960’erne en status som
talsmand for ›den gode smag‹ og den etablerede finkultur i velfærdsstaten,
mens Spies med sine billigrejser til Mallorca og Costa del Sol med indlagte
grisefester var nærmest indbegrebet af ›dårlig‹ eller vulgær smag. De tos
veje krydses imidlertid i interessen for Spanien som rejsemål, og begge deltager
de i periodens ophedede debat om de etiske aspekter af den danske
folketurisme i Francos militærdiktatur. Artiklen analyserer to bidrag til
denne diskussion, Rifbjergs digt »Spaniensturister« fra samlingen Efterkrig
(1957) og Spies’ kronik »Hvad er demokrati?« fra 1964, og kortlægger
dermed en omdiskuteret brudflade i velfærdsstatens kulturdebat.