I denne bog studeres sprogbrug og identitetsarbejde hos senmoderne storbypiger i København. Bogen tager udgangspunkt i en empirisk baseret undersøgelse af tre minoritetspigers sproglige hverdag, som den udformer sig i deres skole og i deres hjem. Til trods for den opmærksomhed, der er i medierne om sprogbrugen hos minoritetsfamilier, ved vi imidlertid ikke meget om den. De fleste sociolingvistiske undersøgelser af minoritetsunges sprogbrug er gennemført i skolekontekster, og det er derfor relevant med en undersøgelse, der også inddrager de unges sproglige adfærd inden for hjemmets fire vægge. Undersøgelsen er baseret på næsten et års etnografisk feltarbejde. Feltarbejdet er gennemført som holdetnografi, og i bogen tydeliggøres fordelene ved denne tilgang. Undersøgelsens empiri består – foruden deltagerobservationer – af optagelser med de tre piger, af gruppeinterview, enkeltinterview og skoleopgaver, samt af interview med pigernes klasselærer, skoleleder og mødre.

Med en interaktionel sociolingvistisk tilgang fokuserer undersøgelsen på, hvordan de tre piger forholder sig til de sprognormer, som de møder fra samfundet, skolen og hjemmet, hvorledes deres sprogbrug beskrives og evalueres, og hvordan deres sprogbrug er i skolen og hjemmet. Undersøgelsen fokuserer også på, hvorledes de tre piger konstruerer og forhandler sociale relationer og identiteter, og hvordan de anvender sproglige og interaktionelle praksisser i disse konstruktioner og forhandlinger.

Bogen bidrager til rækken af studier af sproglig praksis hos senmoderne urbane unge i sprogligt heterogene miljøer. Den sproglige praksis hos de tre piger bekræfter en nyere tendens inden for sociolingvistikken, nemlig forståelsen af senmoderne unges sprogbrug som poly-sprogning. Undersøgelsen viser, at pigerne ikke bruger sprog som hele, afgrænselige størrelser, men derimod sproglige træk. Undersøgelsen viser også, at pigerne kender til de sociokulturelt baserede grænser mellem såkaldte nationalsprog, men at det ikke nødvendigvis betyder, at de tager dem alvorligt. Gennem analyser af pigernes interaktionelle konstruktioner af identiteter og forhandlinger af sociale relationer viser undersøgelsen, at pigerne, både hvad angår kønsaspekter og etnicitetsaspekter i deres identitetskonstruktioner, trækker på en bredere vifte af ressourcer, end hvad stereotype beskrivelser normalt indikerer. Pigerne bryder, udnytter og navigerer således mellem forskellige stereotype konstruktioner i deres identitetsarbejde. Det samme gør de, når de anvender træk tilskrevet senmoderne urban ungdomsstil, og når de taler det, de selv refererer til som ”integreret”. Bogen konkluderer, at de tre senmoderne storbypiger har en bred vifte af sproglige ressourcer til rådighed, som de på avanceret vis udnytter i de forskellige interaktioner, de indgår i.