Tre sønderjyske sagnfortællere bliver interviewet af den danske folkemindeindsamler Evald Tang Kristensen i 1894. Til ham fortæller Christian C. Haugaard i Åbenrå en række ideologisk mættede og følelsesladede sagn, og flere gange forklarer Christian hvordan stednavne blev til som resultat af de begivenheder som han beretter om i sagnene. Ude i landsbyen Genner i Øster Løgum Sognmøder Tang Kristensen det aldrende ægtepar Jes Marcorsen og Ane Poulsen. Ægteparret er så ivrige efter at meddele Tang Kristensen hvad de husker af sagn, stednavne og særegne dialektord at de taler i munden på hinanden så Tang Kristensen har svært ved at følge med i sine feltnoter. Med afhandlingen undersøger jeg det fænomen at fortællere ofte inddrager stednavneforklarende elementer i deres repertoirer af sagn. Jeg går kritisk til forskningshistorien, og jeg vender de teoretiske forudsætninger på hovedet: Sagnfortælleren ønsker først og fremmest at fortælle sit sagn i alle dets betydningsskabende farver. Stednavneforklarende elementer tjener blandt andet som stedfæster for sagnet hvilket betyder at de er del af fortællerens retoriske strategier for at skabe troværdighed i sit sagn.