“[M]atrixen for enhver mulig teori om ideologi” kan findes i appendixet til første bog af Etikken (1677), skal man tro Althusser. Her forklarer Spinoza hvordan mennesket ‘vender naturen på hovedet’ og bilder sig ind at være en fantastisk undtagelse fra den lovprægede natur. Imidlertid kan man finde materiale til at tænke ideologi andre steder i Spinozas værk. Med afsæt i Etikken (og til dels TIE), der skelner mellem ‘tænkning’ og ‘udstrækning’ som forskellige måder at forstå virkeligheden på, vil jeg pege på to interessante elementer til en ideologiteori, der begge beror på at vi sætter parentes om spørgsmålet om sandhed, og i stedet interesserer os for relationer internt til idesfæren. Dels et analyseredskab, der angår ideens årsag eller grund; dels en pragmatisk orienteret strategi, der angår dens virkning.
I sin adskillelse af attributterne blokerer den spinozistiske metafysik for at tænke ideologi som en afledt ‘refleks’ af de materielle betingelser, og opfordrer i stedet til at undersøge kausale strukturer blandt ideerne selv. Ved hjælp af begrebet om den adækvate ide vil jeg identificere tre ‘ideologiske figurer’, der eksemplificerer det element af forvrængning, der er på spil i ideologiske konstruktioner, uden at søge tilflugt i kategorierne sand/falsk og dermed forblive i et spørgsmål om korrespondens mellem ideer og ting. Dernæst vil jeg – i forlængelse af Hasana Sharps begreb om renaturalisering (2011) – pege på hvordan en materialistisk kritik bør udvides til at omfatte tænkningen selv således at ideer og ideologiske komplekser vurderes ud fra deres affektive virkninger. Ved en sådan spinozistisk indstilling flyttes fokus væk fra ideer som afbildninger og hen imod deres produktive kraft i en affektiv økonomi.