TY - JOUR

T1 - Maltstenens tekst

T2 - Hvordan dæmonen uddrives

AU - Heltoft, Lars

PY - 2017/10

Y1 - 2017/10

N2 - Maltstenens indskrift består af 2 dele: en minde- og selvprisningsindskrift, og en anvisning i hvordan mindesmærket beskyttes mod dæmoner i form af dværge. Minde- og selvprisningsindskriften har efter det foreslåede to mulige fortolkninger: Den kan være en kendt type og omtale kumlet i en prisning af både den afdøde fader og af sønnen, kumlets rejser; eller en omtale af den bod rejseren har kunnet fastsætte efter sin fader. Begge er runologisk set mulige. Teksten omtaler sin egen funktion som taitirunąR 'ordspilsruner, morskabs-runer' og aiuinrunąR 'evighedsruner, værneruner', og disse funktioner indgår begge i beskyttelsesinstruktionen. Denne falder igen i to dele der beskriver en rituel uddrivelseshandling, dels hvad der skal siges: ai titultitul ’bedraget narrede ikke guden’, dels hvad der i øvrigt skal gøres: utu : tuuut ’om morgenen tidligt, slå med taks, fordriv ham’. Værneformler er både i de noget ældre blekingeindskrifter og i samtidige sten rettet mod overgreb på mindesmærket fra menneskers side. Her er en dværg den mulige fredsforstyrrer, og den vigtigste sammenligningstekst er da Ribe hjerneskal der drejer sig om dværgebesættelse af en person, med sygdom eller psykisk skade som resultat. Dværge forstyrrer både de levendes og de dødes fred. Sproget rummer efter dette læsningsforslag flere tydelige ældre træk: fri bestemthed, et eksempel på bevaret -u- efter kort stavelse, den arkaiske akk.sg. fǫðr, pronominalformen hwaR svarende til gotisk hwas, bevarelse af adjektivet afarR og bevarelse af singularis af ordet tiR i betydningen ’gud’; men der er også novationer som generaliseret mediopassiv -s og differentiering mellem nægtelsen æi og adverbiet ē. Tekstens sprog kan opfattes som fællesnordisk. Der er ingen specifikt vest- eller østnordiske træk.

AB - Maltstenens indskrift består af 2 dele: en minde- og selvprisningsindskrift, og en anvisning i hvordan mindesmærket beskyttes mod dæmoner i form af dværge. Minde- og selvprisningsindskriften har efter det foreslåede to mulige fortolkninger: Den kan være en kendt type og omtale kumlet i en prisning af både den afdøde fader og af sønnen, kumlets rejser; eller en omtale af den bod rejseren har kunnet fastsætte efter sin fader. Begge er runologisk set mulige. Teksten omtaler sin egen funktion som taitirunąR 'ordspilsruner, morskabs-runer' og aiuinrunąR 'evighedsruner, værneruner', og disse funktioner indgår begge i beskyttelsesinstruktionen. Denne falder igen i to dele der beskriver en rituel uddrivelseshandling, dels hvad der skal siges: ai titultitul ’bedraget narrede ikke guden’, dels hvad der i øvrigt skal gøres: utu : tuuut ’om morgenen tidligt, slå med taks, fordriv ham’. Værneformler er både i de noget ældre blekingeindskrifter og i samtidige sten rettet mod overgreb på mindesmærket fra menneskers side. Her er en dværg den mulige fredsforstyrrer, og den vigtigste sammenligningstekst er da Ribe hjerneskal der drejer sig om dværgebesættelse af en person, med sygdom eller psykisk skade som resultat. Dværge forstyrrer både de levendes og de dødes fred. Sproget rummer efter dette læsningsforslag flere tydelige ældre træk: fri bestemthed, et eksempel på bevaret -u- efter kort stavelse, den arkaiske akk.sg. fǫðr, pronominalformen hwaR svarende til gotisk hwas, bevarelse af adjektivet afarR og bevarelse af singularis af ordet tiR i betydningen ’gud’; men der er også novationer som generaliseret mediopassiv -s og differentiering mellem nægtelsen æi og adverbiet ē. Tekstens sprog kan opfattes som fællesnordisk. Der er ingen specifikt vest- eller østnordiske træk.

M3 - Tidsskriftartikel

VL - 2017

SP - 28

EP - 99

JO - Danske Studier

JF - Danske Studier

SN - 0106-4525

ER -