De fleste af Læsøs ældste stednavne indeholder ord fra hverdagens beskrivelser af omgivelserne og er så tilpas unge at de ord der er brugt i navnene, stadig er aktive i nutidens sprogbrug. Derfor er det oftest relativt let at finde frem til navnenes sproglige indhold og dermed den oprindelige betydning. Det eneste navn som adskiller sig markant fra denne karakteristik, er selve øens navn, Læsø. Den gængse tolkning har hidtil været at navnet er dannet af et i øvrigt i dansk ukendt ord med betydningen ’græsgang’, men den tolkning finder jeg af flere årsager urimelig, og kommer derfor i foredraget med en anden tolkning. Bebyggelsen på Læsø er karakteristisk for øen, og det kan man også se i øens bebyggelsesnavne. Ingen af de i det øvrige Danmark almindelige landsbynavneendelser som fx -lev, -by, -rup og -strup findes på Læsø. Der er en lille gruppe navne med endelsen -rum, men den er til gengæld sjælden i det øvrige af landet. En række navne på -have fortæller om den særlige inddeling af bebyggelsen på øen, og en lang række gårdnavne bestående af præpositionsforbindelser er meget karakteristiske for især 1600- og 1700-tallets Læsø. De vidner om et lokalt orienteret samfund som fra omkring 1800 i stigende grad blev påvirket af landets administration hvor man ikke er vandt til den type navne. Derfor blev præpositionsforbindelserne ”normaliseret” til den almindeligt udbredte stednavneform med et forled og et efterled, fx Ved Kirken > Kirkensgård og I Gyden > Gydensgård. Forbløffende få navne vidner om saltsyderiet, men enkelte navne på -bod findes der trods alt, ligesom enkelte navne i havet omkring øen fortæller om nogle af de mange grundstødte skibe.