Der er intet selvmodsigende i på én og samme tid at være ’mand’ og ’menneske’; faktisk er der ikke engang nogen egentlig forskel mellem de to. For ’kvinden’, derimod, er kønnet i karambolage med hendes kald som selvoverskridende og skabende væsen, og hele hendes situation er derfor karakteriseret ved »en fundamental tvetydighed. Hun er, også for sig selv, i bund og grund ubegribelig – en sfinks.« Sådan skriver Simone de Beauvoir i Le deuxième sexe fra 1949 (Det andet køn I, s. 367).
I tiden omkring anden verdenskrig bølgede Hegelreceptionen for en stund frem i Frankrig, blandt andet initieret af Jean Hyppolites oversættelse af Åndens fænomenologi udgivet i 1939-41 samt hans introduktion til forfatterskabet med kommentarværket Génèse et structure de la Phénoménologie de l’esprit i 1946. Alexandre Kojève, der havde holdt forelæsninger om Hegel i Paris i årene 1933-39 (udgivet som ’introduktion’ i 1947), kom til at præge eksistensfilosofien i en hegeliansk retning, ikke mindst med sit (uforholdsmæssige) fokus på den senere så teoretisk ombejlede ’herre-slave-dialektik’. Det er da også tydeligt, hvordan kampen om anerkendelse som socialt princip strukturerer Simone de Beauvoirs fremstilling af kønnenes dynamik i Le deuxième sexe, og som epigraf for hendes første roman, L’invitée fra 1943, finder vi endog Hegelsentensen »Chaque conscience poursuit la mort de l’autre« (’enhver bevidsthed søger den andens død’). Imidlertid er der også andre gennemgående hegelianske motiver at spore i Beauvoirs behandling af det centrale spørgsmål om hvad det vil sige at være kvinde, og altså hvordan vi overhovedet skal forstå det kønnede menneskes situation. Det er et af disse motiver, jeg her vil komme nærmere, nemlig hvad vi kunne formulere som ideen om kønnet som en asymmetrisk relation og konfliktstrukturen som konstitutiv bestemmelse.
Dette motiv tager forskellige former værket igennem: kvinden er en sfinks – en uløselig gåde – for så vidt myterne om hende taler hinanden imod. Hun er mandens konstitutive mangel – en bestemt negation – der skal muliggøre hans egen transcendens. Der er ikke så meget ’to køn stillet over for hinanden’ i dette eller hint magtforhold som der er tale om én eneste kønsknude, udgjort af to relata, hvis forskel består i at den ene er i konflikt med sig selv. Når hele molevitten således lader sig modulere over et dialektisk kontradiktionsskema, står vi tilbage med et begreb om køn der adskiller sig væsentligt fra i) enhver abstrakt insisteren på kønnenes ’ligestilling’ såvel som ii) en jubelkonstruktivistisk forestilling om at det nogensinde er tilstrækkeligt at ’afsløre’ kønsideologiens kontingens, hvis vi vil skaffe os af med dens virkninger.