I starten af 1800-tallet lå en af den danske helstats største byer i Indien. Under dansk styre (1755-1845) voksede handelsstationen Serampore i Bengalen fra en gruppe landsbyer til en global koloniby med en multikulturel befolkning og store sociale forskelle. Afhandlingen undersøger hvordan Serampore (med det danske navn Frederiksnagore) blev tænkt, fremstillet og regeret under dansk styre, herunder hvordan kolonien blev kendt som ’den reneste by i Indien’ og hvorfor det var vigtigt for de danske administratorer at opretholde dette renommé. Med fokus på første halvdel af 1800-tallet, analyseres de danske administrative strategier for planlægning, forbedring og regulering af byrummet og forholdene for Serampores befolkning. I denne forbindelse behandles forbundne temaer som byplanlægning og -regulering, koloniale ideologier og selvforståelse, lovgivning og retssystemer, medicinske teorier og folkesundhed.

Baseret på en række hidtil uudforskede kilder undersøger afhandlingen både kolonistyrets praksisformer og de bagvedliggende rationaler. Den viser hvordan koloniadministrationen i perioden 1820 til 1845 udvidede sin myndighed og blandede sig mere direkte i befolkningens almindelige liv, til trods for at den danske centralregering på samme tidspunkt forsøgte at indskrænke sine aktiviteter i Indien og sælge kolonien. For at forklare denne udvikling, studerer afhandlingen lokale danske embedsmænd i et mikrohistorisk perspektiv og viser hvordan mange af dem – under indflydelse af fremherskende koloniale ideologier – følte en moralsk forpligtelse til at ’forbedre’ lokalbefolkningen og byrummet. Deres stræben efter ’forbedringer’ var baseret på idéer om barmhjertighed og godgørenhed, såvel som deres syn på indere. I takt med at nye medicinske teorier begyndte at forklare sygdom som forårsaget af dårlig hygiejne, så koloniadministratorerne i stigende grad den indiske befolkning som ’skødesløs’ og ’urenlig’, og derfor også som en trussel for Serampores velstand og folkesundhed.

Som repræsentanter for en svag kolonimagt var det dog i praksis vanskeligt for de danske embedsfolk at leve op til deres egne idealer om et ’paternalistisk’ kolonistyre. De lokale, danske administratorer måtte navigere mellem forskellige interesser, og især den magtfulde bengalske elite af velhavende jordejere blandede sig i den daglige regeringsførelse og udfordrede den danske overhøjhed. Afhandlingen konkluderer at sådanne forhandlinger og interessekonflikter betød at Serampores styre i praksis blev udformet lokalt som en pragmatisk (og ofte ugennemskuelig) syntese af love, regulativer og praksisformer fra Tranquebar (Danmarks hovedkoloni i Indien), Britisk Indien og Danmark. Herved afdækker afhandlingen mere generelt hvordan en særlig form for kolonialisme blev udviklet i en bymæssig kontekst i Sydasien under en mindre Europæisk stat uden samme økonomiske og militære styrke som de større kolonimagter.