En central bestræbelse i det 20. århundredes litteratur har været at forsøge at etablere en ny balance mellem (livs)historisk stof og romanens form. Artiklen er en undersøgelse af, hvordan Jens Pauli Heinesen (f. 1932) i sin romancyklus på syv bind, Á ferð inn í eina óendaliga søgu (På rejse ind i en uendelig historie) (1980–92) gør en kobling mellem den moderne roman og fortællingen. Heinesen skriver sig ind i en modernistisk erindringstradition, samtidig med at han holder liv i fortællingen ved at indsætte selvbiografisk stof i en form, der kan betegnes som en moderne romanfortælling. Analysen henter sine hovedbegreber fra ikke-narratologiske fortællingsteorier inden for narrativ teologi (Svend Bjerg) og hermeneutisk filosofi (Paul Riceour og Wilhelm Schapp). Styrende for analysen er vekselvirkningen mellem Svend Bjergs begreber ”grundfortælling” og ”enkeltfortælling”. Vekselvirkningen opstår ved at grundfortællinger er åbne for enkeltfortællinger, og ved at enkeltfortællinger ligesom grundfortællinger forsøger at organisere sig til en helhed.