Sjusk eller jysk – hvad er sværest?

Forelæsning af Nicolai Pharao.

Udtalen varierer konstant og særligt to typer variation har interesseret fonetikere: reduktion og regiolekter. I termen reduktion ligger der (implicit og utilsigtet) en antagelse om at den modsvarende distinkte form er udgangspunktet for talen, hvorfor reducerede former af ord netop ofte opfattes som sjusk. Termen regiolekt er måske lidt mindre værdiladet, men man kan indlæse en antagelse om at der er nogle måde at udtale ord på som bærer et regionalt præg i modsætning til rigsmålet. I den forstand bliver både de distikte udtaler og de regionalt umarkerede gjort til standarden – den form for dansk som alle andre former er afvigelser fra. Begge former for variation er blevet studeret, også for dansk, men typisk af lidt forskellige slags lingvister: reduktionerne beskrives af fonetikerne, mens sociolingvisterne og dialektologerne tager sig af regiolekterne.

I dette oplæg vil jeg præsentere en række eksperimenter der forsøger at belyse både reduktioner og regiolektal udtale med psykolingvistens metoder. Jeg har (sammen med Mia Ridder Malmstedt) udført en række ordgenkendelsesforsøg med såvel reduceret udtale som regiolektal udtale. De overordnede resultater viser at det er sværere at genkende reducerede ordformer sammenlignet med distinkte (det går fx hurtigere at genkende ordet ’frakke’ når det udtales med et tydeligt [g] intervokalisk end når det udtales med en approksimant), men at der derimod ikke er noget der forsinker ordgenkendelsen når man præsenteres for ord med regiolektal udtale (lyttere er altså lige så hurtige til at genkende ’hoppet’ når det udtales med hårdt d til sidst som når det udtales med blødt d). Dette billede nuanceres dog når man inddrager tonegangen. Disse resultater vil jeg bruge til at diskutere forskelle og ligheder mellem det man kunne kalde ”distnkthedsnormen” og ”rigsmålsnormen” i dansk talesprog.