Abstracts

Agensorienterede adverbialer i dansk

Bjarne Ørsnes, Copenhagen Business School.

I kapitlet om adverbialernes placering i sætningsskemaet har GDS (Hansen & Heltoft 2011) en interessant observation: “Et frit mådesadverbial kan stå som sætningsadverbial, altså før næg­telsen og fungerer da som vurderende adverbial” (s. 1614). Et af eksemplerne er: De har dog smukt og reelt ikke ønsket at blive favoriseret. Læsningen af smukt og reelt bliver ikke uddybet yderligere, men smukt har her en e(vent)-læsning, hvor det står på sætningsadverbialpladsen (VP-eksternt) og karakteriserer hele handlingen som en smuk gestus fra agensreferentens side (De har smukt ikke ønsket at ...  Det er smukt af dem, at de ikke har ønsket, at ...), og samtidig har smukt en m(anner)-læsning, hvor det står på mådesadverbialpladsen (VP-internt) og ka­rakteriserer måden en handling udføres på (De har sunget smukt  Det er smukt, sådan som de har sunget). E-læsningen evaluerer en handling som udtryk for en egenskab hos agensrefe­renten (her “at være smuk/storsindet i sin handling”) og er derfor agensorienteret (Jackendoff 1972, Ernst 2001, Geuder 2002, Piñón 2010). Et andet eksempel er pænt (Peter har pænt pyntet juletræet vs. Peter har pyntet juletræet pænt) (Ørsnes 2026). E- og m-læsningen findes ved adverbialer baseret på adjektiver der betegner (indre) menneskelige egenskaber som at være klog, høflig, pæn eller fornuftig. Andre adverbialer bibeholder typisk deres læsning som mådes­adverbial, selvom de står på sætningsadverbialpladsen (Peter har forsigtigt vasket de dyre glas af  Peter har på en forsigtig måde vasket ...).

E-læsningen analyseres i reglen som et sætningsadverbial, for eksempel i GDS og Maienborn & Schäfer (2012). Denne analyse er dog blevet problematiseret (Bonami m.fl. 2004, Geuder 2018). På baggrund af analysen af pænt i Ørsnes (2026) vil jeg vise, at e-læsningen ikke er et sætningsadverbial, men at det opfører sig som et prædikationsadverbial og modificerer en state-of-affairs og ikke en proposition. Det forklarer, at e-læsningen også kan forekomme efter nægtelsen (Hvis Peter ikke klogt holder sin kæft, så ...) og også i kon-struktioner der ikke nor­malt tillader vurderende sætningsadverbialer såsom interrogativer (Har Peter høfligt/#heldigvis medbragt en blomst?) og imperative sætninger (Tag pænt/#heldigvis din levertran hver mor­gen!). Og faktisk findes de samme adverbialer også som sætningsadverbialer i en variant med nok: pænt nok, høfligt nok, klogt nok (jf. GDS:1043). Jeg vil her vise, at nok-adverbialet er en afsvækket e-læsning (en “downtoner”), og at det kan forklares ud fra nok's semantik (jf. Barbiers 2001). Nok er altså ikke nødvendigvis semantisk tomt som i analyserne af svensk og norsk i Malmgren (2014) og Kinn (2023, 2024).

E- og m-læsningen er typisk forbundet med hhv. sætningsadverbial- og mådesadver-bialpladsen, men helt så enkelt er det ikke. M-læsningen findes også på sætnings-adverbial­pladsen (Peter har høfligt afvist vores forslag  Peter har på en høflig måde ...), mens nogle konstruktioner nærmest synes at være neutrale mellem de to læsninger (Peter har høfligt bukket for kongen / Peter har bukket høfligt for kongen). Endelig findes e-læsningen (eller noget der ligner), når adverbialet står på mådesadverbialpladsen i kombination med et andet mådeslig­nende adverbial (jf. Geuder 2018 om engelsk) (Peter er gået pænt lige hjem  Det var pænt af Peter, at han gik hjem på en særlig måde, nemlig lige - altså uden svinkeærinder). Med ud­gangspunkt i analysen af e-læsningen som en sekundær proposition der ikke kan stå i fokus i Ørsnes (2026), vil jeg illustrere hvordan disse læsninger hænger sammen med informationelt fokus, agensorientering og forskellige typer af mådesadverbialer.

Referencer

Barbiers, S. 2001. Is vreemd genoeg genoeg? B. Dongelmans, J. Lalleman & O. Praamstra (red.), Kerven in een rots. Opstellen over Nederlandse taalkunde, letterkunde en cultuur, aangeboden aan Jan W. de Vries bij zijn afscheid als hoogleraar Dutch Studies aan de Universiteit Leiden, 15–28. Leiden: Stichting Neerlandistiek Leiden.

Bonami, O., D. Godard & B. Kampers-Manhe. 2004. Adverb classification. F. Corblin & H. de Swart (red.), Handbook of French Semantics, 134–184. Stanford: CSLI Publications.

Ernst, T.B. 2001. The Syntax of Adjuncts. Cambridge: Cambridge University Press. DOI: 10.1017/CBO9780511486258.

Geuder, W. 2002. Oriented adverbs. Issues in the lexical semantics of event adverbs. Tübingen Doctoral dissertation.

Geuder, W. 2018. Manner and agentive adverbs. Researchgate: https://www.researchgate.net/publication/329390003_Manner_and_Agentive_Adverbs. (30 august, 2025).

Hansen, E. & L. Heltoft. 2011. Grammatik over det Danske Sprog, I-III. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Jackendoff, R. 1972. Semantic Interpretation in Generative Grammar. Cambridge MA: MIT Press.

Kinn, T. 2023. Sant nok fyller Kjersti 70 år, men ...: The structure of [A NOK] disjuncts. Bergen Language and Linguistics Studies 13(1). DOI: 10.15845/bells.v13i1.3709.

Kinn, T. 2024. Strangely enough: The rise of a sentence-adverbial construction. Maal og Minne 116(2). 243–276. DOI: 10.52145/mom.v116i2.2319.

Maienborn, C. & M. Schäfer. 2012. 54. Adverbs and adverbials. K. von Heusinger, C. Maienborn & P. Portner (red.), Semantics. An international handbook of natural language meaning, vol. 2, 1390–1420. Berlin: de Gruyter Mouton. DOI: 10.1515/9783110255072.1390.

Malmgren, S.-G. 2014. Konstigt nog, klokt nog ... Om en ganska ny typ av satsadverb i sven­skan och andra språk. Fint språk / Good Language. Festskrift till Lars-Gunnar Anders­son (Meijerbergs arkiv för svensk ordforskning 41), 109‒116. Gothenburg: Göteborgs universitet, Institutionen för svenska språket. https://gupea.ub.gu.se/handle/2077/54761. (10 november, 2025).

Piñón, C. 2010. What to do with agent-oriented adverbs. “Speaking of possibility and time”—The 7th Workshop on Inferential Mechanisms and their Linguistic Manifestation. Göt­tingen. https://pinon.sdf-eu.org/work/pinon_wdaoa_ho.pdf. (30 august, 2025).

Ørsnes, B. 2026. Sig pænt tak! – Pænt som et takt-og-tone-adverbial i dansk. Under bedøm­melse.

Sætningsadverbialer og partikler i dansk og deres kommunikative orien­tering og indre logik

Per Durst-Andersen, Copenhagen Business School. 

Hansen & Heltoft 2011 (Bind 2, 1041-1045) inddeler sætningsadverbialer i tre rækker (nød­vendighed: selvfølgelig og åbenbart; mulighed: formodentlig; og sandsynlighed: sandsynlig­vis), der alle enten er subjektive (selvfølgelig og formodentlig) eller objektive (åbenbart). Par­tiklerne i dansk inddeles også i subjektiv (fx sgu og nok) og objektiv (fx jo, skam, vel og vist), men partikelsystemet er også inddelt efter mulig rækkefølge i en ytring, fx først fatiske partik­ler (monstro), dernæst proksimale partikler (nu), så argumentative partikler (altså) og til sidst evidentielle (nok, vel og vist) (Bind 2, 1046-1080). Indimellem er der ansatser til en anden inddeling inden for det objektive, fx omtales skam og jo som 2.-personale og vistnok som 3.-personale, men det bliver ikke til mere end antydninger af en anden struktur. I foredraget vil jeg forsøge at påvise, at dansk har en inputstruktur, hvor afsender obligatorisk må vælge mel­lem fire diskursuniverser: tro og mening, der begge hører til afsenders subjektive stemme, og oplevelse og viden, der begge hører til afsenders objektive stemme. Afsender er tvunget til at tale ud fra en af de fire universer. Det viser sig nu, at når afsender er i sit tros- og meningsuni­vers, så har han/hun et valg mellem at orientere sig mod sig selv (1. person, fx nok, må være og (trykløs) velnok), eller mod modtager (fx vel, kan være og godt nok) eller mod situatio­nen/en ytring (3. person, fx vist, skal være og rigtignok). Det gælder ikke blot for partikler, at de samler sig i grupper af tre, men også for visse sætningsadverbialer, fx i øvrigt, for øvrigt og for resten og naturligvis, selvfølgelig og selvsagt. Derudover vil jeg påvise, at 1. person og deduktion (konklusion), at 2. person og abduktion (forklaring), og at 3. person og induktion (sammenligning) hører sammen.

Relationelle adjektiver på dansk

Nynne Thorup Horn, Heidi Alrup McGhee og Jan Rijkhoff, Aarhus Universitet. 

På grund af deres særlige egenskaber har relationelle adjektiver (navnligt når de fungerer som klassificerende modifikatorer, såsom ‘politisk’ i ‘en POLITISK fange’ eller ‘kemisk’ i ‘KEMISK biologi’) tiltrukket detaljerede beskrivelser i mange sprog, herunder russisk, fransk, spansk, svensk, hollandsk og tysk, men de er ikke nævnt i opslagsværker over det danske sprog. Formålet med denne artikel er at demonstrere, at dansk også har en gruppe af relationelle adjektiver samt at argu­mentere for, at relationelle adjektiver fortjener en plads i fremtidige beskrivelser af det danske sprog.

Relationelle adjektiver specificerer en bestemt underkategori af den enhed, som hovedsubstantivet betegner. Således kan man fornuftigt spørge ‘Hvilken slags assistent er en MEDICINSK assistent?’, mens det ikke giver mening at spørge, ‘Hvilken slags kasse er en tung kasse?’, hvor ‘tung’ er et kvalificerende adjektiv.
Følgende grammatiske træk hos danske relationelle adjektiver i deres funktion som klassificerende modifikatorer diskuteres:

(a) de kan ikke optræde i prædikativ position;

(b) de kan ikke gradbøjes eller danne komparativer;

(c) de viser særlige egenskaber ved negation;
(d) de skal optræde umiddelbart før det substantiv, de modificerer;

(e) de kan ikke koordineres med kvalificerende adjektiver.

Skandinavisk samsvar: Om grammatisk og semantisk kongruens

Hans-Olav Enger, Universitetet i Oslo & Anu Laanemets.

Ofte skiller en mellom grammatisk og semantisk kongruens. GDS s. 875 bruker andre termer, men gir eksempler: Politiet er ikke dygtigt/dygtige nok. Er politiet dygtig nok blir ikke nevnt. Også den norske referansegrammatikken, NRG, illustrerer kongruens med ordet politi; NRG nevner felleskjønnskongruens, men ikke flertall. Vi vil se nærmere på den påståtte forskjellen, og på tilfeller av mer enn to kongruensmuligheter, i et skandinavisk perspektiv.

Kopulaverber, komplekse prædikater og Adjekter i dansk og GDS

Ole Nedergaard Thomsen.

Nærværende oplæg vil med udgangspunkt i dansk og GDS’ behandling af dansk foreslå en alternativ analyse af danske kopulakonstruktioner, som ikke antager, at kopulaverbet er en operator (”AUX(K)”) på prædikativet som konstruktionens kerne som i GDS, men som tværtimod antager, at kopulaet selv er konstruktionens kerne, og at prædikativet er en type Adjekt, altså en aktant, der angiver et rum (prototypisk lokalt). Det særlige ved kopulaet, op­fattet som leksikalsk (fuld)verbum, er, at det i høj grad inkorporerer sit Adjekt (under be­stemte betingelser). Kopulaet har en aktionsart ligesom alle andre fuldverber (i GDS opfattet som telicitet), som er af en anden karakter end de aspektforhold, de fuldgyldige AUX (være, blive, have, få) angiver, og kopulakonstruktioner indgår selv i aspektmodifikationer med disse AUX ligesom alle andre fuldverber (er blevet gammel, er ældedes). Oplægget vil skitsere en mere omfattende, fyldestgørende og kohærent model for kopulative verber i dansk, opfattet som udgørende et system, der også omfatter possessiv- og eksistenskonstruktioner, hvilket naturligt hænger sammen med opfattelsen af prædikativet som en rumdenoterende aktant, Ad­jekt, der indgår i en (lokalistisk, sekundær neksual) Adjektrelation (”@” mellem en Basis-aktant og Adjektet), hvor Adjektet er Grund-denoterende, og kopulaet er et raising verb (vs. monovalent ikke-raising eksistens verbum ’være (til)/ eksistere findes/ gives’). Nærværende model stemmer nøje overens med min inkorporeringsteori for dansk, der bl.a. opererer med Andersens Projektionsprincip, som konstaterer markerethedskongruens inden for konstruktio­nens led (Værtsprædikat og Co-prædikat) og mellem konstruktionen selv og dens syntaktisk-pragmatiske omgivelser (diskursens forgrund vs. baggrund vs. funktionelle ”skelet”; jf. Hopper & Thompsons transitivitets-hypotese). Rehabiliteringen af Adjektteorien (kopulaet som leksikalsk fuldverbum og prædikativet som (inkorporeret) Adjekt) vil bl.a. støtte sig til Boye & Harders Program (’prominens og grammatik’) -model for leksikalsk vs. grammatisk status og undertegnedes semiotiske Funktionel Diskurs Pragmatik, der opererer med en funk­tionel-semiotisk kodning af strukturel (og pragmatisk) betydning med prosodi og topologi og af morfosyntaktisk funktion med morfosyntaktisk teknik, samt med en processeringsbaseret teori for grammatisk kompleksitet.

Interjektioner som ordklasse

Michael Blegvad.

Interjektioner, også kaldet udråbsord, har været et forsømt emne i lingvistikken. Opdagelsen af et særligt interjektionsfelt i det danske sætningsskema har forbedret muligheden for at defi­nere og indkredse ordklassen interjektion. Men det kræver løsning af nøgleproblemer, især interjektioner der består af kendte ord, og forholdet mellem ortografi og tale. En præcisering kræver at ord og ordfølger kan skifte klasse. Her indfører jeg begrebet interjektionalisering.

Hvor langt kan man nå med med? Om med-leddene i Grammatik over det Danske Sprog

Peter Juul Nielsen, Syddansk Universitet.

En af de største bedrifter i Grammatik over det Danske Sprog er den sammenhængende model for sætningsleddene der fremlægges i kapitel XI og XII (Sætningsled og konstruktionstyper 1 og 2). En hovedambition med denne ledsystematik er at gøre noget ved den store rodede kate­gori adverbial, og en række led som traditionelt – og i høj grad stadigvæk – betragtes som ad­verbialer af forskellig art, omklassificeres enten til prædikativer der indgår i komplekse prædi­kater (1), eller præpositionalargumenter, fx den præpositionelle realisering af objektsargumen­tet (2).

(1) hun kørte hjem

(2) hun skrev på en bog

I GDS’ omklassifikation spiller led indledt af med en nøglerolle. Særligt vigtige er her med-led der realiserer subjektsargumenter. Det finder man dels i konstruktion med antisubjekt hvor subjektspladsen udfyldes af det formelle det, mens prædikatets subjekt realiseres som med-led, som antisubjekt (3), dels i konstruktion med konsubjekt, hvor prædikatets subjektsargu­ment er ”fordelt” på det ”regulære subjekt” og en fordobling af subjektsleddet udtrykt med med-led, et konsubjekt (4).

(3) i eftermiddag fortsætter det desværre med stormvejret

(4) Romeo mødes med Julie

I (4) er der symmetri mellem subjekt og konsubjekt som sammen realiserer det nødvendigvis plurale subjektsargument. Men i en del andre af GDS’ konsubjetkonstruktioner er der asym­metri mellem (udtryks)subjektet og med-leddet, som i (5) hvor kun med-leddet med en ny roman realiserer prædikatets subjektsargument.

(5) Helle Helle udkommer med en ny roman

I (5) er udtrykssubjektet Helle Helle ikke subjektsargument (det er ikke Helle Helle der ud­kommer, men den roman hun har skrevet). I sådanne tilfælde er det ikke indlysende at med-leddet faktisk er et konsubjekt, forstået som en form for fordobling af subjektsargumentet af den type man ser i (4), og man må overveje om der snarere er tale om en konstruktion med antisubjekt hvor subjektspladsen indtages, ikke af formelt det som i (3), men af et valensmæs­sigt frit led der betegner en kausativ rolle ift. prædikatet (det er Helle Helle der forårsager at romanen udkommer). Der er adskillige andre med-ledskonstruktioner med komplekse argu­mentstrukturer som GDS giver inspirerende analysebud på – men som kalder på nye og anderledes fortolkninger.

I foredraget undersøger jeg hvor langt man kan komme med at rykke med-leddene fra adver­bialkategorien over i sætningskernens argumentstruktur, og hvilke nye konsekvenser man må drage af GDS’ skelsættende systematik for med-leddene når man prøver at gå skridtet videre.

Modalverbers bøjning – i teori og i praksis 

Line Burholt Kristensen, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Jørgen Schack, Dansk Sprognævn, Oliver Rix Johannsen, Dansk Sprognævn og Louise Voelsgaard Christensen, Københavns Universitet.

GDS VI §14.1 nævner det usædvanlige forhold ved danske modalverber at infinitiv og præte­ritum falder sammen (at kunne/de kunne), sådan er der kun skelnes mellem en nærhedsform (kan), en afstandsform (kunne) og supinum (kunnet). Men er også afstandsformen og supinum på vej mod sammenfald (de har kunne)?  Det diskuterer vi ud fra studier af skriftsprogspro­duktion, udtale og sætningsacceptabilitet.

Danske dialogiske partikler – typiske, specifikke eller unikke?

Hartmut Haberland, Roskilde Universitet. 

Bidraget tager sit udgangspunkt i synspunkter som jeg har fremlagt sammen med Rie Obe i to artikler udkommet i 2018 og 2019.

”Analysen af forholdet mellem dialogiske partikler og interaktive partikler i dansk-japanske litterære oversættelser har vist, at en japansk partikel aldrig er en direkte oversættelse af en dansk dialogisk partikel. De danske dialogiske partikler udtrykker ytringens polyfoni, mens de japanske interaktive partikler understreger samtalepartnernes indbyrdes forhold. På japansk kan man ikke ytre sig uden at tænke samtalepartneren med, men man fokuserer ikke nødven­digvis på samtalepartnerens (eller ens egne) modstridende eller overensstemmende synspunk­ter.” (Haberland og Obe 2018: 87)

”Det er fuldstændigt korrekt at påpege, at ’japansk har skam partikler’ (Refsing 2011), på samme måde som dansk og de andre germanske partikelsprog. Men skinnet bedrager: Det som på overfladen ligner, viser sig at være meget forskellig, når man inddrager en funktions­analyse.” (Obe og Haberland 2019: 131)

Hansen og Heltoft skriver om “de for dansk sprog så typiske småord som jo, skam, mon, vist, nok, vel” (Hansen og Heltoft 2011: 1015). Lundkvist refererer til GDS, men kalder de danske dialogiske partikler for ”unikke” (Lundquist 2020: 118). Så meget er klart, at de danske par­tikler er specifikke også i sammenligning med de skandinaviske søstersprog og tysk, som ikke har noget der svarer til skam eller sgu (Lars Heltoft, personlig meddelelse). Men der mangler en undersøgelse af i hvilket omfang de danske partikler ikke bare er specifikke, men også funktionelt forskellige fra partiklerne i de andre germanske partikelsprog. Jeg forstår mit bidrag som en forberedelse af denne undersøgelse.

Referencer

Hartmut Haberland og Rie Obe 2018. ‚Danske dialogiske partikler i japansk oversættelse. En sammenligning af danske dialogiske partikler og japanske interaktive partikler.’ IDUN, Journal of Nordic Studies/北欧研究 (Osaka) 23: 75-91

Lita Lundquist 2020. Humorsocialisering. Hvorfor er danskerne ikke så sjove som de selv tror? Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Rie Obe og Hartmut Haberland 2019. ‚Japanske interaktive partikler i dansk oversættelse.’ Nydanske Studier 57: 113-138.

Kirsten Refsing 2011. ’Japansk har skam partikler.’ Læserbrev i Dagbladet Information, 17. maj 2011, s. 19.

Danske fokuspartikler og japanske toritate-partikler

Rie Obe, Osaka Universitet.

GDS er den første danske grammatik, der har beskrevet danske dialogiske partikler og fokus­partikler. Mens der gives en omfattende beskrivelse af de danske dialogiske partikler, mangler der en tilsvarende omfattende beskrivelse af fokuspartiklerne. I mit oplæg præsenterer jeg Nodas (2017) paradigme af japanske toritate-partikler og analyserer fokuspartiklerne ved hjælp af hans paradigme.  

Dansk Ordstruktur (vs. Sætningsstruktur) med udgangspunkt i GDS’ definition af Topologi

Hans Basbøll, Syddansk Universitet. 

TOPOLOGI er det sidste store afsnit (kap. XV-XX) af GDS. TOPOLOGI defineres (s. 81) som læren om leddenes rækkefølge; modsætningen hertil er SYNTAKS (i snæver forstand) der handler om leddenes kombinatorik, uafhængigt af deres rækkefølge. Jeg vil ud fra denne GDS-definition præsentere en model for ORDETS TOPOLOGI i moderne dansk og sammen­ligne ord- og sætningsstruktur med inddragelse af prosodi.

Sætningsemner og regulative partikler

Marie Herget Christensen, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab og Sune Gregersen, Uppsala universitet.

Grammatik over det Danske Sprog har som få andre grammatikker over dansk taget opgaven med at beskrive sætningsemner og andre ikke-sætningsformede strukturer alvorligt. I vores bidrag diskuterer vi et sådant sætningsemne, nemlig hit-konstruktionen (hit med pengene!). Denne konstruktion minder om det som Westergaard (2019) med inspiration fra Hansen & Heltoft (2011) kalder direktive dynamisk-lokative sætningsemner (ud med dommeren!), og som vi foreslår at kalde teliske sætningsemner. Som vi har vist (Christensen & Gregersen under udg.), adskiller hit-konstruktionen sig fra teliske sætningsemner på en række punkter. For eksempel tillader hit-konstruktionen kun middelbart valensled (hit med pengene, men ikke *pengene hit).Til gengæld tillader den en dialogisk partikel efter hit (hit lige med de fritter). I foredraget diskuterer vi disse forskelle og foreslår at hit tilhører en lille klasse af regulative partikler i moderne dansk. Vi vil diskutere mulige kandidater til denne gruppe af partikler, nemlig skidt og pyt (skidt/pyt med det), fred (fred med det) og pjat og pis (pjat/pis med dig).

Referencer

Christensen, Marie Herget & Sune Gregersen. Under udgivelse. Hit-konstruktionen i moderne dansk. Danske Talesprog.

Hansen, Erik & Lars Heltoft. 2011. Grammatik over det Danske Sprog. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Westergaard, Lennart. 2018. Direktive dynamisk-lokative sætningsemner: Opbygning, betydning og modificering. Journal of Language Works 3(2). 75-91.

De morfologiske og leksikalske kategorier i GDS

Lars Heltoft, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab.  

GDS er på nogle punkter ganske traditionel hvad angår morfologi og ordklasselære. På andre punkter indeholder den nye forslag. Det mest radikale morfologiske synspunkt er at dansk morfologi næsten overalt er agglutinerende og dermed ikke har indoeuropæisk fusionerende typologi. Her vil jeg især se på analysen af endelsen –(e)r som modus, ikke tempus, og over­veje hvordan det alligevel giver mening at tale om nutids –(e)r. Og jeg vil se på den paradig­matiske beskrivelse af især kasus. Hvad ordklasserne angår, holder jeg fast i kategorien illokutionær operator. Derimod trænger systemet af pronomener til en kærlig hånd, især de enkelte pronominalklassers paradigmatiske organisering.