28. februar 2019

Unge Andersen har forladt bygningen

Fem rektorer og seks dekaner senere

Efter 50 år på KU har institutleder John E. Andersen i dag sin sidste arbejdsdag. Fremmødet til afskedsreceptionen på NorS i tirsdags vidnede om, hvor bredtfavnende, netværkende og vellidt et menneske det er, der i dag går på pension. Vi har mødt institutionen John E. og holdt diktafonen, til batterierne døde.

Af Pernille Munch Toldam

Både den siddende og tidligere rektorer var mødt op til institutleder John Edelsgaard Andersens afskedsreception. Det samme var dekaner, direktører, forskerkollegaer og flere hundrede administrative kollegaer fra et langt liv på KU. En gruppe beboere fra 4. Maj Kollegiet havde også fundet vej fra Frederiksberg til Amager og trak gennemsnitsalderen betragteligt ned. Havde brandmyndighederne lagt vejen forbi, var festen med overvejende sandsynlighed blevet lukket med det samme.

En festlig sammenkomst i et sprogmiljø skuffer sjældent, og eftermiddagen bød da også på lutter intelligente, kærlige og sjove taler. Der havde sågar sneget sig en enkelt festsang ind i programmet: ”Hvem sidder der bag skærmen… Det gør vor kære leder, det gør såmænd John E.”

1969-2019

Der er ikke mange, der har samme track record på KU som John E. 50 år i KU-trøjen, næsten 1/10 af universitetets samlede levetid, er det blevet til. Først som studerende, siden som ansat i de forskellige stillinger, man nu kan bestride på landets ældste universitet: forsker og underviser, administrator og leder. Og meget er sket på de 50 år.

- Da jeg startede, havde vi dårligt nok institutter – de kom først til omkring 1970. Før det var der bare et fakultet og en gruppe professorer, der hver især havde en lærestol. Specialevejledning foregik for eksempel ved, at man fik lov til at gå ved siden af professoren fra lokalerne i Købmagergade til lokalerne på Nørre Vold. Så gik han og trak sin cykel, og så gik man der hoppende ved siden af og fik 'vejledning', fortæller John E., der udtaler cykel ’cikel’ og fortsætter:

"...And so I face the final curtain"! John E. har i dag sidste dag efter 50 år på KU, hvor han altid har gjort tingene på sin egen måde. Foto: Anne Bæk/STF, Ritzau Scanpix 

- Alle eksamener, undtagen filosofikum, lå til sidst, og dengang var gennemsnitsstudietiden over 10 år. Der var man så oppe i alle fag, hovedfag og bifag, så det var knald eller fald. Så sad professorerne der på rad og række og eksaminerede en.

John E. startede på KU på et tidspunkt, hvor et opgør med det gamle universitet var godt i gang. KU var et forholdsvis lille sted med få studerende, primært det pæne borgerskabs studievante børn. For en dreng fra Hvidovre, hvis far var mekaniker, og mor var telefonistinde, og som begge var kommet ind fra provinsen i slutningen af krigen for at søge lykken i København, var det en helt anden verden.

- Der var mange, der ville skabe en anden verden dengang, og også universitetet stod til at blive lavet om. Fra at have været borgerskabets universitet skulle det være et universitet for masserne, men det blev et masseuniversitet. Vi fik SU, og vi talte om forskning for folket. Vi gik fra i begyndelsen af 70’erne at være et sted, hvor man kendte alle, til at starte 17 hold bare på danskstudiet, fortæller John E. og tilføjer, at selvom han ikke selv var med i oprørets første række, så var han med til at besætte rektors kontor i 1970 og til at drikke hans portvin og ryge hans cigarer.

I sin afskedstale fremviste John E. den sidste rest
cigar, som han har gemt siden besættelsen af rektors
kontor på Frue Plads i 1970. Foto: Bo Nissen Knudsen 

- Universitetspolitisk var det en vild tid. Vi var voldsomt imod styrelsesloven i 1970 – men 10 år senere stod jeg med et skilt på Frue Plads og protesterede imod den nye universitetslov og ville have bevaret verdens bedste styrelseslov. Sådan har udviklingen jo altid været; der har altid været en bagudskuende kamp, hvor vi har bedt om at få de gode gamle tider tilbage. Der er sket en kæmpe udvikling ledelsesmæssigt og organisatorisk på universiteterne, og jeg har været med til at gå fra valgte ledere, der var valgt af baglandet, men hvor det samtidig blev forventet, at de skulle gøre noget for det bagland, til at vi med den nye universitetslov har ledere, der er ansatte og får legitimitet af et overliggende chefniveau. Som min første rektor Ove Nathan sagde, var han i bund og grund en pedel med gyldne kæder, en rektor uden nogen særlig myndighed, hvor det var de stærke dekaner, der bestemte. Universitetsloven vendte det magtforhold, og med den i hånden kunne en senere rektor smilende erklære, at dekanerne havde hans opbakning – så længe de havde den.

Første generation på røde KUA

På danskstudiet, hvor John E. blev ansat som adjunkt efter sin kandidateksamen i 1976, blæste der også nye vinde. I de år integrerede man for første gang undervisningen i litteratur, sprog, kommunikation og medier, og det var hårde tider for de ældre generationer af professorer.

- Jeg underviste med en kendt og skattet litteraturkollega, som siden har fortalt mig, at han følte 70’erne som en litterær vinterrejse. Teksterne var ikke objekter i sig selv, de var kilder til at belyse urimeligheder, diskrimination og uretfærdigheder snarere end litterære værker. Vi havde det nok bedre på sprogdelen, hvor vi skabte nye områder og emner, der bl.a. handlede om pragmatik og sproget i en kontekst – i dag vil man nok kalde det sociolingvistik. Det skulle virkelig være forskning for folket, fortæller John E., der dengang, før han gik over til at arbejde med administration og ledelse, forskede og underviste i pragmatik og bl.a. har arbejdet med grammatik, sproglig kontekst, modalitet, som er forholdet mellem ja og nej, og med, hvordan man fx udtrykker magt og høflighed gennem sprog. Derudover var han først med at oversætte Habermas kommunikative artikler.

- Jeg har da lavet nogle pæne ting forskningsmæssigt, men jeg har meget svært ved at sidde så meget stille. Der var en kollega, der meget venligt engang sagde, at det ikke gør noget, man ikke har lavet så meget, hvis bare man har lavet det på det rigtige tidspunkt. Og det har jeg tilsyneladende. Der har været kollegaer, der, vist nok mest for sjov, har haft ondt i røven over, at jeg hvert år igennem mange år fik en god pose penge fra Copydan, fordi jeg havde lavet nogle ting, som blev ved med at blive brugt og kopieret, fortæller han og tilføjer med et stort grin, at der faktisk i nogle år var til en lille bil.

Historien om udvidelsen og demokratiseringen af universitetet handler også om humanioras flytning fra indre by, hvor pladsen var trang, til KUA, det nye billige betonbyggeri på Amager, hvor Det Humanistiske Fakultet flyttede ind i 1979.

- Vi var meget mugne, da vi kom til KUA fra indre by. Det var noget af Danmarks billigste kvadratmeterbyggeri med nålefilt og rå beton. Det føltes som en mangel på respekt for akademikere. Sidenhen har det undret mig, at der aldrig er opstået en ostalgi – man har aldrig villet tilbage til de gode gamle KUA-dage. Men jeg startede med at undervise i nogle gamle lagerlokaler inde på Købmagergade, og hvert år inden semesterstart skulle vi søge om at få en kontorplads et eller andet sted, så det var en fantastisk udvikling at få egne lokaler, fortæller han.

Selvom der ikke var nogen, der brød sig om det gamle KUA, var de nye bygninger, vi i dag kender som Søndre Campus, nær aldrig blevet til noget. Dekanerne kæmpede vildt med rektor om, hvordan byggeriet skulle se ud, og der var sindssygt meget ballade, fortæller John E. og tilføjer, at han selv har en lille aktie i udformningen af trapperne ved kanalen:

- I mange år så jeg på mine udlandsrejser, at der på universiteter rundt omkring i verden ofte var den her amfi-konstruktion, og jeg kunne se, at de studerende elsker at sidde i sådan en konstruktion. I dag er jeg så glad, når jeg om sommeren kan se de studerende sidde på trapperne nede ved kanalen.

Den fornemmeste, den smukkeste, den modigste og den dygtigste

En orlov i starten af 80’erne førte John E. og hans kone og to børn til Schweiz, hvor han i fem år underviste i dansk på universiteter i Basel og Zürich. Hjemme igen blev han lektor på sit gamle institut, men arbejdede samtidig op igennem 80’erne og 90’erne med internationalisering, der på KU indtil da var en by i Rusland.

- KU var meget lidt internationalt indrettet, så da jeg kom hjem fra Schweiz, bad daværende rektor Ove Nathan mig om at lave et internationalt udvalg – min kvalifikation var primært, at jeg havde boet og arbejdet i udlandet. Universitetet havde stort set ingen samarbejdsaftaler på det tidspunkt, men vi fik gradvist lavet de første aftaler, og sådan startede internationaliseringen på KU. Organiseringen af området opstod over en frokost inde i Kannibalen (kantinen på Frue Plads, red.). Dekanen på humaniora, der hed Michael Chesnutt og var fra Skotland, havde taget sit mellemskoleatlas med til et af vores møder, og det hev han frem under frokosten, og så blev verden fordelt. Dekanerne, bl.a. ham ude på naturvidenskab, som altid gik rundt i batiktøj, og som vi kaldte batiksmølfen, fik Australien, Asien og Californien, husker jeg. Jeg endte med at få Polen og Østtyskland, fordi jeg efter mine år i Schweiz ’jo kunne tysk’, fortæller John E. med et stort grin.

I 2003, efter at have arbejdet med internationalisering sideløbende med sit job som lektor og som AC-fællestillidsmand, sagde John E. sin stilling op på HUM og blev international chef på KU med reference til rektor. Noget af det første, han var med til at starte op i sit nye job, var IARU-alliancen, samarbejdet mellem KU og ni af verdens store topuniversiteter; bl.a. Berkeley, Yale, Oxford, Cambridge, Beijing og Singapore.

- Jeg var heldig at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, da jeg fik mulighed for at være med til at starte IARU-samarbejdet op, siger han og tilføjer, at jobbet som international chef – og årene på KU generelt – har givet ham mange spændende opgaver og oplevelser.

Rektor Henrik Wegener (t.h.) hilser på John E. til hans 
afskedsreception den 26. februar.
Foto: Bo Nissen Knudsen

- Jeg har arbejdet tæt sammen med fem rektorer, fra Ove Nathan over Kjeld Mølgaard, Linda Nielsen og Ralf Hemmingsen til Henrik Wegener i dag. Jeg plejer at sige, at jeg har arbejdet for den modigste, den fornemste, den dygtigste, og den smukkeste rektor – den siddende taler vi principielt ikke om – siger John E. smørret og smiler, da han kan se, at jeg med det samme oppe i hovedet forsøger at koble egennavne og tillægsord.

- Ledelsesmæssigt er der sket et kæmpe skifte i mine år på KU, men her bagefter vurderer jeg, at skiftet ikke har været dårligt for universitetet. Alting var ikke bedre i gamle dage, og selvfølgelig er dette, at tilfældige professorer skal lede og organisere et universitet, ikke en specielt god ide og ikke noget, man ønsker sig tilbage til. Hvis demokratisk inddragelse og dialogen op og ned i systemet fungerer ordentligt, så har det nye system bragt rigtig meget godt, selvom der selvfølgelig også har været ting, vi ikke har kunnet lide, siger John E.

Kollektivfølelsen forsvandt

Ønsket om at forbedre forholdene for de studerende har været en konstant drivkraft i John E.'s arbejdsliv. Både som international chef og som institutleder på NorS – og ikke mindst som efor for 4. Maj Kollegiet på Frederiksberg, hvor han har boet i 15 år, og hvor han betragter de studerende som sin udvidede familie.

- På KU har vi de seneste år gjort mange ting for studiemiljøet. Mantraet i de her år er, at de studerende ikke bare skal have en uddannelse og akademisk viden, vi og de skal også vide, hvad de skal bruge den til. Alligevel er de studerende tilsyneladende mere ulykkelige og stressede end nogensinde før. Vi ser bl.a. ’impostor-begrebet’ brede sig; forestillingen om, at alle de andre er bedre end mig, og at de andre gennemskuer mig lige om et øjeblik. Man er mere alene, hvor man tidligere var en del af et kollektiv. Så selvom tonen dengang også var rå og meget lidt hjertelig, så følte vi, at vi var en del af en kollektiv kamp. Nu er det som om, at man kæmper meget individuelt, og man kæmper måske også lidt mod de andre, mener John E.

Han siger, at systemet åbenlyst skaber et større pres på de studerende end tidligere, men derudover mener han også, at alle de krav, der er kommet, både ved indgangsdøren og når de skal være færdige, gør, at de studerende føler sig som kunder.

- Og den følelse gør, at de synes, at de har ret til at kræve noget tilbage. Det skaber en anden holdning til universitetet. Vi skal levere en vare, og det gør vi ikke altid lige godt, og det kan give frustrationer. Men vi har så meget godt på plads i forhold til rådgivning, vejledning og studentermiljø, så det er sørgeligt, at det ikke går endnu bedre, mener han.

Selv gennemførte han sin uddannelse på fem år til trods for, at han læste på et tidspunkt, hvor gennemførelsestiden i gennemsnit var over 10 år.

- Det skyldes måske, men sig det ikke til nogen, siger han polemisk og med et glimt i øjet, hvorpå han læner sig hen over bordet og med en hvisken færdiggør sætningen:

- at jeg aldrig følte mig rigtig godt tilpas. Jeg har altid følt mig lidt som en fremmed fugl. Som leder er man også altid lidt fremmed, selvom jeg bestemt føler, at mine kollegaer er glade for mig. Måske skyldes det min opvækst langt væk fra den akademiske verden, men jeg føler mig af og til lidt alene. Efter at jeg mistede min hustru for fire år siden, føler jeg mig også eksistentielt ene. Ikke ensom, men ene. Men det har også ofte været en fordel at kunne stå lidt på kanten, eller mellem linjerne, og reflektere over og se, hvad der foregår, siger John E. alvorligt, inden han igen bryder ud i et stort smil:

- Men nu lyder det jo som om, at jeg prøver at frame mig selv som mønsterbryder og stakkel. Det ville være meget langt fra sandheden. Jeg føler mig meget heldig: jeg var undervisningsassistent i 70’erne, boede på Regensen som ung, har boet fem år i Schweiz, været chef halvdelen af mit professionelle liv og rejst verden rundt – og så har jeg i min høje alder igen oplevet forbundethed og kærlighed til et andet menneske, så den går vist ikke.

Meget mere end et job

På vej ud af døren har man en tendens til at se tingene i et let lyserødt skær. Det gælder også for John E., nu hvor han selv snart kører den daglige cikeltur mellem Frederiksberg og Amager for sidste gang.

Flere hundrede nuværende og tidligere kollegaer, che-
fer og samarbejdspartnere var mødt frem for at sige
farvel og tak til John E. Foto: Bo Nissen Knudsen, NorS

- Jeg har udviklet mig fantastisk i løbet af min tid på KU, og jeg har fået et liv og en horisont, som jeg også har kunnet give videre til mine børn, så jeg skylder KU meget. Universitetet er en fantastisk gave i de formative år. Og grundlæggende synes jeg vel egentlig, at jeg nu også har gjort mit. Jeg er glad for, at både fakultet og institut er i så relativt god form. Jeg plejer at sige: Universitetet har vi kun til låns. Det er en vigtig institution, som har været her i 500 år, og det skulle gerne holde 500 mere, siger han.

På spørgsmålet om, hvad han kommer til at savne, når han lige om lidt ikke længere hver morgen behøver forlade den smukke efor-bolig med udsigt til Frederiksberg Have, svarer han efter en lille tænkepause:

- Det er ligesom at spørge en fisk, om den kommer til savne at være i vandet. Universitetet har været mere end et arbejde, det har været en ramme om mit liv. Jeg har udviklet mig med det. Jeg kommer til at savne at møde alle de gode mennesker og at løse problemer. Jeg kan næsten ikke lide at snakke om det, for jeg ved ikke, hvordan jeg vil tage det. Unge Andersen, som de kaldte mig i sin tid, er næsten blevet 70, og så er det på tide at sige farvel. Men jeg håber og tror, at selvom det bliver en kold tyrker og en hård overgang, så kommer der altid noget. Jeg har i hvert fald købt nye blå svømmebriller og en rød sommerbil.