Mindeord for lektor Bettina Perregaard
Hun var antitesen til kliché
Mindeord af Dorthe Duncker, Anne Mette Hansen, Line Pedersen og Marianne Stidsen.
Lektor og dr.phil. Bettina Perregaard er ikke blandt os mere. Det er en uendelig stor sorg, at hun med sine kun 59 år har forladt livet efter et nådesløst sygdomsforløb. Hun blev bisat fra Sankt Pauls Kirke den 21. november 2024.
Bettinas akademiske virke
Bettina blev cand.mag. i dansk og engelsk i 1993, ph.d. i 1998 og dr.phil. i 2016. Bortset fra en kort visit til DPU 2003-2004 var hun ansat på NorS siden ph.d.-tiden. Mens hun var kandidatstuderende, læste hun lingvistik og sociologi et år på University of
Colorado at Boulder som Fullbright-stipendiat, og hun vendte tilbage til USA på studie- og forskningsophold to gange siden; ved Harvard Graduate School of Education som ph.d.-studerende og senest i 2018 ved University of California, Berkeley, igen som Fullbright-stipendiat.
Bettinas erkendelses- og forskningsinteresser var siden ph.d.-afhandlingen om L.S. Vygotskys sprogpsykologi og den heraf afledte forskning i sammenhængen mellem (børns) tale- og skriftsprog centreret om sproglig socialisation, narrativitet, om forholdet mellem skrift og tale, tænkning og erindring og de spørgsmål af sprog- og bevidsthedsfilosofisk karakter, der knytter sig til det bredere literacy-felt. Frem for alt var det dette emne, hun udforskede i sine mange bøger.
En original tænker
Bettina prioriterede gennem hele sin karriere det monografiske værk som forskningsgenre, kulminerende med disputatsen Vær i verden. Intentionelle og interaktionelle mønstre i barnets hverdagsliv. Med afhandlingen placerede hun sig solidt i kernen af humaniora. Her gentænkte og nyorienterede hun det teoretiske og metodologiske grundlag for at beskæftige sig med børns socialisation med den enestående stringens og videnskabelige integritet, som karakteriserede hele hendes oeuvre. Bettina gik aldrig på kompromis, men formåede originalt at forfølge de teoretiske og filosofiske spørgsmål, som er uomgængelige for sprogvidenskaben. Hun havde modet til at holde fast i en klassisk humanistisk tradition, der i dag ikke er mainstream, men som hun insisterede på værdien af, uafhængigt af tidens skiftende moder.
Det er imidlertid vigtigt at understrege, at forskning og erkendelse for Bettina var langt mere end en professionel beskæftigelse. Det var snarere en livsform, som kendetegnede hver fiber i hendes krop og hver celle i hendes hjerne. Det gjorde hende til noget så sjældent i dag som en tænker i sin egen ret – noget, hun ikke altid fik den credit for, som hun havde fortjent. Men de spor, hun har sat i den moderne fænomenologis forsøg på at tænke subjektet inden for nye interaktionelle og dialogiske rammer, specielt med henblik på forståelse af børns sprog, kan næppe overvurderes. Hvilket opponenterne – ikke mindst professor Kjell Lars Berge fra Universitetet i Oslo – også gjorde opmærksom på ved hendes doktorforsvar. Hendes store doktorværk er i dén grad ”i verden”. Og det vil det blive ved med at være som inspiration for andre seje, modige forskere i den erfarings- og virkelighedsinsisterende tradition, hun frem for nogen stod for og var fanebærer for.
Som forsker kan man sige, at Bettina var selve antitesen til kliché, vanetænkning og konformisme. Hun stræbte efter at nå sandheden, så tilnærmelsesvist det end måtte blive. Ikke overraskende hørte Søren Kierkegaard da også til et af hendes absolutte forbilleder. Som ham var hun totalt ubestikkelig, og som ham foragtede hun det letkøbte, overfladiske og trivielle. Ligesom hun havde den samme stålsatte vilje til at stå op for det, hun troede på, også når det kunne koste på den korte bane.
Hun formulerede sit forskningsmæssige credo ved et foredrag i Selskab for Nordisk Filologi allerede i 2014. Det handlede netop om menneskets forsvinden fra forskningen. Hun vidste, om nogen, at den erkendelsesteoretiske forudsætning for at bedrive humanistisk forskning er mennesket, både som subjekt og objekt. Og på den grund blev hun stående.
Formidling som en kunstart
Bettina var utrolig glad for sine studerende, og også for alle de mange dansklektorer i udlandet, som hun besøgte en hel del af under sit formandskab for Lektoratsudvalget i årene 2016-2023. Ikke alene modtog de hende med deres vid, engagement og åbne arme. De imponerede hende også gentagne gange med deres respektive indsatser, og hun kom hjem fra rejserne med strålende øjne og fortællinger, som bevidnede den dialog, hun havde været i med lektorerne i Frankrig, Italien, Finland, Polen, Tyskland mv.
Men hun imponerede også dem og gik fx i dialog med deres studerende om disses incitament for at studere dansk, og hendes formandsberetninger lagde efter sigende et helt nyt intellektuelt niveau. Bettina Perregaards eftermæle er, at hun var en kæmpe gevinst og drivkraft for ordningen i en tid, hvor små sprogområder og små sprog er ekstremt pressede.
Lektoratsordningen var hendes hjertebarn, selv da sygdommen svækkede hendes kræfter. ”Vi skylder hende meget”, siger Marlene Hastenplug, dansklektor på Goethe-Universität Frankfurt og fortsætter: ”Vi er så taknemmelige for, at hun var med i sommer til det årlige møde, hvor sygdommen allerede havde svækket hendes fysiske kræfter betydeligt. Det viste, hvordan hun var som menneske. For Bettina havde en storhed, som var fantastisk for os. Og så var vi vilde med hendes skæve humor, som vi fik at mærke, når hun fx holdt taler for afgående lektorer. Den elskede vi hende for.”
Samlet set kan man sige, at Bettina formåede, hvad mange lærere kun kan drømme om: at gøre formidling og vejledning til en musisk kunstart, hvor indlæringen synes at blive til en lystfuld leg.
Mennesket Bettina
Bettina var en stærk forsker og enegænger, med alt hvad det implicerede af mod på nye veje, evne til fordybelse og kamp i forbindelse med intellektuelle sværdslag.
Fra sine første år på gamle KUA’s mange, lange og øde gange til de sidste af hendes år i nye bygninger kunne man se hende komme gående, altid velklædt – ja nærmest ulastelig - med en lille bekymringsrynke i panden, der vidnede om evig aktivitet på indersiden, men også om en blufærdighed, der muligvis tjente til at holde lidt for ivrige snakkepersonager på afstand.
Bettina var bagved bekymringsrynken en uovertruffen og loyal ven, når først hendes hjerte bankede i takt med den, hun bød indenfor. Og i venners lag fik humoren frit løb og viste den livselskende og kærlige person, der var en del af hendes DNA.
Bettina var fra sin ungdom til sin død stor ven og beundrer af det skønne, og af samme grund var hendes studie- og forskningsophold på bl.a. Ørslev Kloster og også Klitgården en meget stor glæde for hende. Også på den måde var hun humanist i den klassiske betydning af ordet, hvor det sande, det gode og det skønne ideelt set går op i en højere enhed. Det viste ikke mindst hendes seneste forskningsprojekt om gentagelse, baseret på såvel eksistentialistisk og fænomenologisk tænkning som på et direkte sanseligt engagement i det æstetiske, som det kom til udtryk i en vifte af kunstarter, fra musik til litteratur og teater. Det ambitiøse, som sædvanlig originale og storstilede projekt, som hendes nærmeste kolleger og venner håber at kunne følge til dørs og udgive, viser, hvor ufattelig bredt Bettina spændte. Samtidig med at hun rummede en kerne indeni, der var fastere og mere forankret end de flestes.
Bettina så døden i øjnene og forlod denne verden med en afklarethed, som formentlig kun er de færreste i hendes alder forundt. ”Jeg har nået så meget”, sagde hun, ”og jeg er glad for alt, hvad jeg har oplevet og præsteret”, udtalte hun blot nogle måneder inden sin død. Og af samme grund var hun for de få udvalgte oplysende at tale med helt til det sidste, fordi hun formåede at forholde sig til, tale om og reflektere over døden på en måde, der omfavnede livet og beviste hendes dybe vertikale indsigt.
Bettina efterlader sig sin mand Lars Sonnergaard og deres fælles datter Anne Sophie, og også Bettinas bror Claus Perregaard, hans datter Martine og Claus’ kone Rebekka står i den grad tilbage som efterladte. Tilsammen var de det bankende hjerte i Bettinas liv – den kærlige, stærke, begavede og loyale familie, som hun har levet og åndet for.
Et lys er slukket. Et enestående klogt, varmt, levende og engageret væsen mangler allerede smerteligt tydeligt iblandt os. Men også et usædvanlig næstekærligt væsen kommer til at mangle i verden. Som kollega og ven mærkede man det i Bettinas omsorg, opmærksomhed og gerning. Erkendelsen af kærlighedens evige, gudgivne væsen og kraft var en del af hendes styrke og gav hende frihed til at være sig selv, til at være det menneske og den person, hun var. Og til gavmildt at dele ud af denne rigdom til andre.
Bettina vil blive inderligt savnet og aldrig glemt.
Mindeord for Bettina Perregaard
Af Anna Sandberg, lektor i tysk ved Københavns Universitet, medlem af Lektoratsudvalget med ansvar for det tysksprogede område 2014-2022.
Bettina Perregaard, dr.phil. og lektor i dansk sprog ved Københavns Universitet, var formand for Lektoratsudvalget under Uddannelses-og forskningsstyrelsen gennem mere end syv år (fra 1. september 2016 indtil d. 31. december 2023) og ydede en kæmpestor indsats i arbejdet med og for danske lektorer ved udenlandske universiteter i hele verden.
I det ministerrådgivende udvalg var hun en energisk, målrettet og grundig formand, der var dybt engageret i at udbrede dansk sprog. Hun var optaget af lektorernes arbejdsvilkår og karrieremuligheder og sørgede for, at det årlige sommermøde blev fuld af kvalitet og inspiration for lektorerne. Her udfoldede hun også nye sider af sig selv: som festtaler med en sort humor og en performancekunstners timing. Hun var opsøgende, rejste rundt til danskfagene i verden og fik oprettet nye lektorater i Berkeley og Sofia. Samtidig blev der af geopolitiske og økonomiske grunde lukket lektorater i Amsterdam, London, Moskva og Skt. Petersborg.
Bettina var visionær og arbejdede også for et helt nyt projekt med et dansk gæsteprofessorat i Berlin, der desværre ikke kunne realiseres. Da Lektoratsordningen var lukningstruet i efteråret 2021 mobiliserede hun sammen med Lektorbestyrelsen en stor protest- og PR-kampagne, der endte med, at ordningen forblev på finansloven. Nu er den truet igen, og ingen ved, om der fortsat skal undervises i dansk i verden med dansk statsstøtte.
Bettina var sprogmenneske og en tværdisciplinær sprogforsker, hun var intellektuel, skarp og kompromisløs - og nok en større tilhænger af den akademiske ”Streitkultur” end det fløjlsglatte diplomati. Men Lektoratsordningen var hendes hjerteblod. Hun troede på danskfaget og hun kæmpede for dansk sprog i verden. Må denne kamp ikke være forgæves. Vi - både kolleger i Lektoratsudvalget og dansklektorer på udenlandske universiteter - vil mindes Bettina med dyb taknemmelighed.