Mindeord for professor emeritus Poul Behrendt
Poul Behrendt var af enestående betydning ikke kun for faget og instituttet men for hele den danske litterære offentlighed. Det er tydeligt fremgået af dagbladenes nekrologer. Her gælder det faget.
Poul Behrendt var magister i Litteraturvidenskab. Han havde allerede fra starten et internationalt perspektiv, Norden var aldrig hans interesses grænse. Han skrev dog altid på dansk og skabte efterhånden en écriture der umiskendeligt kun kunne være et resultat ’fra hans hånd’ som han yndede at sige. Selv om han læste på alle de store sprog og latin og selv om han efter studieophold i Zürich og på Darwin College i Cambridge var flydende på flere af dem, skrev han aldrig selv direkte på hverken engelsk eller tysk (men lod sine tekster oversætte). Det har givetvis haft stor betydning for at hans originale indsats ikke vakte den internationale opsigt den kunne have haft og fik den reception den burde have fået. Men han stod i den danske offentligheds tjeneste og ville i øvrigt ikke kunne aflokke engelsk de samme toner og harmonier som modersmålet. Også på det punkt lignede han Søren Kierkegaard. Og adskilte sig fra Karen Blixen.
Poul Behrendts første bog er den egensindige og dog velskabte Viljens former fra 1974. Den handler om bevidsthedsformernes historie og griber dermed bag om Henriksen-skolens individuering for at spørge hvornår og hvordan individet blev til. Bogen er både dybsindig og lærd og pegede entydigt hen mod en forskerkarriere. For nogle år siden spurgte Poul mig om jeg egentlig kendte til andre der havde brugt begrebet bevidsthedsformer på dette tidspunkt på en lignende måde. Det gjorde jeg ikke. Resultatet af min, sikkert overfladiske, undersøgelse er vel at Poul som en af få på dette tidspunkt helt uafvidende var kommet på talefod med Michel Foucault og hans epistemer.
Poul blev ansat som den sidste litterat før nedskæringerne på Institut for Nordisk Filologi satte bom for fornyelser, i og med at der ikke blev ansat nye lektorer i mange, mange år derefter. Tørken skabte et miljø hvor gamle modsætninger mellem marxister og Aage Henriksen-folk blev holdt i live nærmest med kunstigt åndedræt. Poul Behrendt var ubestrideligt oprindelig elev af Aage Henriksen og det var ubestridelig Aage Henriksens dygtige elever der løb med de faste stillinger, i hvert fald langt de fleste. Poul adskilte sig imidlertid ved at være den yngste, den der fulgte mesterens tekstanalyse til dørs men også satte den i tjeneste for at belyse større aktuelle problemer. Som man netop ikke kan forestille sig nu, kostede det et uhyre mod at kaste sig ud i et signalement af kønsrollearven fra 68 når man som Poul havde stået på sidelinjen i oprøret. Men det mod havde han i Bissen og dullen som blev en enorm succes; den blev solgt i bundter på forfatterens turneer rundt i landet med Arte, datidens stjernebureau.
På faget blev han formand for Studienævnet i en periode hvor faget måtte åbne sig mod omverdenen. Poul konciperede og gennemførte praktikmodulet, komplet med intensiv undervisningsindledning, kontakt til potentielle arbejds- og praktikpladser og løbende sikring af disses kvalitet; og så ikke mindst en lige så intensiv afslutning med fagligt tunge refleksioner over hvad der var lært. Det blev en giga-succes for nu at bruge et af hans egne yndlingsudtryk og kom til at danne skole på fakultetet. Gennemførselsprocenten var tårnhøj og i mange år var Poul simpelthen leder af praktikmodulet - og kritiker og forfatter ved siden af. Hans kritik udfoldede sig først i Det fri Aktuelt men efter dets lukning i Weekendavisen hvor han snart blev koncertmester for alle bladets litterære førstevioliner. En stor, og også for faget væsentlig, indsats gjorde han i den periode (1977-1987) hvor han sammen med vennerne Klaus P. Mortensen og Johs. H. Christensen redigerede tidsskriftet Kritik så ingen var i tvivl om hvor den vigtigste debat i dansk litterær offentlighed foregik. Denne enorme indflydelsessfære brugte han men misbrugte den aldrig. Den blev en perfekt platform for hans udadvendte ånd samtidig med at den havde givet ham en masse kontakter han kunne bruge til gavn for praktikmodulet. Det affødte stor taknemlighed fra alle de mange studerende der via praktikken kom ud i arbejde på landets forlag, kommunikationsbureauer og HR-afdelinger.
Også som underviser i tekstanalyse var Poul både søgt og succesrig. Hans stadige og stædige udforskning af forholdet mellem forfatter, tekst og læser kunne simpelthen ikke undgå at blive omsat til effektive og øjenåbnende undervisningsforløb. Det var virkelig forskningsbaseret undervisning. Men det blev nok efterhånden virksomheden som kritiker og forfatter der kom til at dominere i hans virke og dermed også det billede han valgte at projicere udadtil. Hans store værker om Thorkild Hansen og Karl Ove Knausgård satte nye standarder for gennemlysning af forholdet mellem levede liv og fiktive, og hans centrale begreb om ’dobbeltkontrakten’ kom til at præge danskfaget i gymnasiet. Alligevel eller netop derfor var titlen ’forfatter’ mindst lige så vigtig for ham som den som forsker. Måske var det fordi han havde så meget med til gerningen som forsker at han syntes det var for let eller for lidt. Han havde absolut tekstanalytisk gehør, og han stillede og kunne indfri ufattelig høje krav til et arguments stringens. Og så forenede han disse i sig selv alt for sjældne egenskaber med et mod der var en ægte bisse værdigt. Var der en modstander i nærheden var Poul straks fuldt bevæbnet og veg aldrig en tomme.
Over for os der havde det privilegium at være hans venner var han trofast og krævende som få. Det var altid en berigelse at tale med ham. Jeg kommer til at savne ham helt utroligt.
Frans Gregersen