Italiensk gestik er ikke for begyndere

Hvis man vil mestre et fremmedsprog på niveau med indfødte sprogbrugere, er det ikke nok at have styr på grammatikken og være i stand til at rulle på r’erne. Sprogtilegnelse handler i lige så høj grad om at kunne udtrykke betydning på en måde, som er karakteristisk for det sprog, man er ved at lære. Betydningsstrukturer er nemlig forskellige fra sprog til sprog, og de betydningsstrukturer, vi har lært på vores modermål, er dybt lagret i vores sproglige apparat.

Gestik – de håndbevægelser, vi laver, når vi taler – er et godt eksempel på dybt rodfæstede strukturer, som er typiske for vores modersmål, og som vi ikke kan slippe, når vi skal tale et andet sprog. Det er altså ikke bare kultur, når italienerne og danskere gestikulerer forskelligt, men også et spørgsmål om vidt forskellige måder at udtrykke betydning på.

- Selvom man taler et fremmedsprog næsten fuldstændig grammatisk korrekt, vil man stadig ofte forsøge at udtrykke mening på samme måde som på ens modersmål. Selv en meget dygtig italienskstuderende vil ofte ”oversætte” danske sprogmønstre til italiensk, når hun eller han taler, og det betyder blandt andet, at den studerendes gestik også forbliver dansk, siger sprogforsker Bjørn Wessel-Tolvig, som netop har forsvaret sin ph.d.-afhandling Getting a Grip on Speech and Gesture in Second Language Acquisition.

Bjørn Wessel-Tolvig fik i forbindelse med afhandlingen 100 danske og italienske studerende til at genfortælle simple tegnefilm, hvor tomater eller bolde ruller og hopper ned ad en bakke, mens han optog dem på video. Og det var ikke tilfældigt, at de input, forsøgspersonerne skulle forholde sig til, handlede om ting, der bevæger sig. Italienere og danskere udtrykker nemlig bevægelse meget forskelligt rent sprogligt, og det har indflydelse på deres gestik:

- En dansker vil typisk sige: bolden ruller ned ad bakken og således pakke måde og retning i en meget tæt grammatisk struktur. På italiensk vil man derimod typisk udtrykke retningen i udsagnsordet, og hvis det er relevant at fortælle, hvordan bolden bevægede sig, kan dette udtrykkes i en ledsætning. Det er simpelt hen to forskellige begivenheder på italiensk – modsat på dansk, hvor man dårligt kan have det ene uden det andet. Og det har altså betydning for, hvordan danskere og italienere gestikulerer. Mens en dansker typisk vil producere en gestus, hvor rullebevægelsen og retningen udtrykkes i én, vil italienere bruge to gestus, én for hver handling, altså en retningsgestus og en rullegestus.

Danskere med ægte italienske fagter

Bjørn Wessel-Tolvig ville med sin afhandling undersøge, om danske italienskstuderende på universitetsniveau kan nå et sprogfærdighedsniveau, hvor de faktisk er i stand til at ændre de kognitive mønstre, som er karakteristiske for dansktalere til ”at kunne tænke italiensk”. Et sådan kognitivt skift ville vise sig i både tale og håndbevægelser, som ville blive italienske. Det er stærkt omdiskuteret blandt sprogforskere, om det overhovedet er muligt: mange mener, at de kognitive processer er så dybt lagret, at de er næsten umulige at ændre.

- Mine data viser, at de danske studerende, jeg havde med i undersøgelsen, har nået et så højt sprogligt niveau, at de faktisk også er begyndt at tænke i andre sproglige mønstre end dem, de har fået ind med modermælken. De begyndte simpelt hen begyndt at udtrykke mening i både tale og i gestus, som en typisk italiener ville gøre det, forklarer Bjørn Wessel-Tolvig og fortsætter:

- Det hører med til historien, at de fleste af de danske studerende har opholdt sig i Italien i kortere eller længere tid i forbindelse med studieophold, og dermed haft mulighed for at have en hverdag med italiensk. Det er næppe muligt at opnå sådan et sprogligt niveau ved bare at læse grammatikbøger. Men det ændrer ikke på det overraskende og opløftende i, at de faktisk er i stand til at tænke i andre sproglige mønstre.

Sprog har flere dimensioner

Ifølge Bjørn Wessel-Tolvig kan hans forskningsresultater måske på længere sigt bruges inden for sprogundervisning og evaluering af sprogfærdighed.

- Hvis min forskning kan være med til at give en øget bevidsthed om, at sprog er multimodalt – at sprog virker i flere dimensioner – vil jeg være meget tilfreds. Pointen er, at hvis man kun vurderer elevers sproglige kunnen på deres verbale evner, risikerer man at overse nogle vigtige kommunikative funktioner, som vi ofte helt spontant og ubevidst formidler med hænderne, når vi taler. Og jeg tror ikke, det er utænkeligt, at man vil kunne udvikle automatiske metoder til at vurdere sprogfærdighed bedre og mere præcist, end vi gør i dag, netop ved at inkludere fx gestik i vurderingerne.

Kontakt

Bjørn Wessel-Tolvig, Ph.d.
Center for Sprogteknologi
Københavns Universitet
Mobil: 26 70 28 60
Mail: bjorn.wesseltolvig@gmail.com