Kimen til den moderne navnebrug i Danmark skal i høj grad findes i 1800-tallet, hvor navneskikken gennemgår store forandringer. Blandt andet er det i denne periode, at mellemnavnet, der indtil da næsten udelukkende har været i brug hos adelen og siden det bedre borgerskab, konstituerer sig i de ringere stillede samfundslag. Grunden hertil skal muligvis findes i den restriktive navngivningspolitik, der førtes i Danmark på denne tid, og som i 1856 førte til en fastlåsning af slægtsnavnet, som nu skulle gå i arv generation efter generation. Dermed forsvandt det traditionelle ægte patronym, og dermed også en væsentlig identifikationsfaktor for individets navn, og mellemnavnet kunne i den sammenhæng være en metode for det enkelte menneske til at bevare et forhold til sit nærmeste ophav i sit navn. Mit foredrag bliver en præsentation af rammerne for mit ph.d.-projekt, som jeg netop har opstartet ved Afdeling for Navneforskning, Nordisk Forskningsinstitut, Københavns Universitet. Her vil jeg undersøge, hvordan det efternavnetypologiske mellemnavn har manifesteret sig i 1800-tallet, udledt af den samlede befolknings navnemasse i en folketælling fra 1880. Det er projektets formål at kortlægge danskernes mellemnavnebrug ved dels at foretage en grundlæggende kategorisering af de efternavnetypologiske mellemnavne (fx patronymer, stednavne, inkolentnavne, erhvervsbetegnelser, dyrebetegnelser, topografiske betegnelser), dels ved at inddrage demografiske og geografiske parametre (fx køn, næringsvej, region, land/by). Afhandlingen kommer derudover til at omfatte en række casestudies, hvor mellemnavnebrugen i udvalgte områder og familier undersøges med henblik på at sandsynliggøre motiver, der ligger bag valget af mellemnavne, og her kan identitet forventes at udgøre en væsentlig faktor.