At EU-ret har fortrinsret over national ret er en realitet siden 1960erne for EU-medlemsstaterne. Ifølge den traditionelle fortælling hjalp de lavere retsinstanser fra de seks oprindelige medlemsstater den europæiske domstol i Luxembourg med at underminere landenes øverste domstoler. Et samarbejde som gavnede begge parter. De lavere retsinstanser kunne nemlig delvist underminere deres magtfulde hierarki og den europæiske domstol fik mulighed til at gå uden om de modvillige Højesteret i en god sags tjeneste. Men hvordan kunne dette ske i et medlemssat som Frankrig som i 1960erne var styret at en yderst euroskeptisk leder, nemlig Charles de Gaulle? I strid med det ovennævnte narrativ, argumenterer Alexandre Bernier for at den franske “modtagelse“ at EU-ret i den franske national retssystem snarere skete som følge af en magtkamp mellem to uformelle men magtfulde netværker af franske politikere og jurister. På basis af omfattende arkivmateriale afslører han hvordan konflikten mellem en gruppe franske suverænitetstilhængere (hovedsageligt gaullister) og en gruppe franske tilhængere af suverænitetsafgivelse (hovedsageligt kristne demokrater) var med til henholdsvis at bremse eller at hjælpe det daværende EF-ret i at trænge ind i fransk national ret mellem 1958 og 1989.