Queerteoretikere interesserer sig i stigende grad for skam som en mulig queer modstandsstrategi. Hvilke teoretiske og politiske muligheder tilbyder skam? Hvilke magtstrukturer risikerer den queer begejstring for skam at reproducere? Denne artikel præsenterer centrale queer-teoretiske bidrag til skamforskningen og forskellige postkoloniale og crip-teoretiske kritikker af samme. Hensigten er at pege på et analytisk udgangspunkt, som gør det muligt at gribe de subversive muligheder i skam uden samtidig at miste blikket for skammens ekskluderende funktioner: Nogle subjekter kan øjensynligt ikke undslippe skam, mens andre end ikke gives muligheden for en integritetsbevarende skamfølelse.