Man har inden for de sidste par år talt om en ”kropslig vending” i den nye danske litteratur. Men hvad er det for en krop litteraturen har vendt sig i retning af? Artiklen hævder, er det i vid udstrækning en flydende krop. En lækkende krop i opløsning, på grænsen til at kunne holde sammen på sig selv.
Artiklen fokuserer et af de meste markante værker inden for denne tendens, Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet. Et værk, der godt nok ikke har fået titel efter den flydende krop, men snarere efter det, der skal holde sammen på den. Huden bliver dog hos Rasmussen en grænsefigur; vi er i et univers hvor huden på én gang er under dannelse og opløsning. Kropsligheden hos Rasmussen indkredses dels med psykoanalytiske begreber om hud-jeg og abjektion, dels med Roland Barthes’ begreb om det metamentale. Afslutningsvis perspektiveres der til to andre eksempler i aktuel dansk litteratur, hvor den flydende krop og/eller kroppens væsker er markante motiver: Kim Leines Profeterne fra Evighedsfjorden (2012), Harald Voetmanns Vågen (2010).