Afhandlingen beskriver og analyserer Fluxus-aktiviteterne i Tyskland, Danmark og Holland i perioden 1962-1966. Hovedpersonerne er Tomas Schmit, Wolf Vostell og Joseph Beuys (Tyskland), Arthur Køpcke, Eric Andersen og Henning Christiansen (Danmark) og Willem de Ridder og Wim T. Schippers (Holland), allesammen lokale kunstnere der blev introduceret til Fluxus som til et udenlandsk (amerikansk) fænomen og som blev ved med at repræsentere Fluxus efter dens ophavsmand, George Maciunas, flyttede tilbage til USA i slutning af 1963. Hovedspørgsmålet er, hvordan disse kunstnere forvaltede Fluxus efter Europa havde bevæget sig fra Fluxus' centrum til dens periferi og hvad dette siger om Fluxus' fungeren som en socialitet. Det underliggende tema er samfundsdannelse. Nomaderne og monaderne fra titlen står for to organisationstyper: samvær som resultat af et ønske om fællesskab med andre kunstnere og samvær som resultat af et kunstværk. Begge typer bygger på den alternative organisationsform, Gilles Deleuze and Félix Guattari beskriver i deres Nomadolgy (1986) som "the War Machine", krigsmaskinen. Ordet "infrastruktur" i afhandlingens undertitel henviser til en generel tendens i efterkrigstidens kunst at skabe infrastrukturer - i kunstværket såvel som i andre produkter (fælles aktiviteter, bogudgivelser, forskellige organisationsformer) - der kæder kunstner og publikum sammen i et system af distribution og udveksling.