Afhandlingen, Sub luna- kosmologier, religion og videnskab i antikken, undersøger de antikke forestillinger om naturens og universets indretning samt menneskets placering i verden således som dette kommer til udtryk i de kosmologiske teorier, der formuleredes i den antikke videnskabelige eller naturfilosofiske litteratur. I denne forbindelse inddrages de religiøse rammer som de naturfilosofiske forfattere reagerede imod, men samtidig var afhængige af eller omformulerede under udviklingen af egne teorier om universet og mennesket. Hovedsigtet for undersøgelsen er således den rolle og betydning religiøse forestillinger indtog i de antikke kosmologier og i forlængelse heraf en klarlægning af forholdet mellem religion og det, der kunne kaldes antik naturlære eller naturfilosofi.

 Undersøgelsen omfatter den græsk-romerske verden i perioden fra førsokratikerne til mellemplatonikerne). Kildematerialet begrænses til den antikke faglitteratur, hvori kosmologiske overvejelser optræder eller indirekte må forudsættes. Det vil primært sige videnskabelige, akademiske eller naturfilosofiske tekster.

 Den indledende del (afs.2.1-9) med titlen Verdens grundvold omhandler udviklingen inden for de grundlæggende fysiske eller fysiologiske forestillinger. Denne del af afhandlingen tjener som en afklaring af hovedstrømningerne indenfor den antikke natur- og gudelære. Her undersøges hovedstrømningerne inden for opfattelsen og udforskningen af det man kunne kalde verdens grundvold. Hvorpå hviler kosmos' eksistens og natur? Hvad er den grundlæggende ontologi og hvad menes de fysiske grundrealiteter at være: altså verdens tilblivelse, struktur og grundbestanddele. På den anden side - og parallelt med dette - undersøger denne del, hvorledes filosofferne forholder sig til religionen, og hvorvidt og hvorledes de religionsfilosofiske hovedstrømninger spiller en rolle for de svar og de teorier, disse udviklede på det mere overordnede kosmologiske plan.

 De næste to dele af afhandlingen viderefører undersøgelsen indenfor to mere specifikke fagfelter. Anden del, Himmel og jord (afs.3.1-9), omhandler således astronomien og omfatter en analyse af hovedstrømningerne indenfor den antikke astronomi med særlig fokus på de religiøse implikationer heraf. Hvad udgør universets og himmellegemernes natur og bestanddele? Hvad forårsager himmellegemernes bevægelser og hvilken indflydelse menes disse legemer at have på livet på Jorden - hvorfor og hvorledes? 

 Tredje del af undersøgelsen, Mennesket og kosmos (afs.4.1-9), behandler de levende væsner, herunder primært mennesket, dets natur samt forhold til og plads i verden. Altså antropologien, psykologien og lægekunsten med særlig fokus på de overvejelser, der afspejler forestillinger om forholdet mellem menneskets fysiologiske natur, legemet, livskraften, de sjælelige evner og hele målet med den menneskelige tilværelse. Hvad er et velfungerende menneske både i medicinsk, psykologisk og i kosmologisk forstand, hvis dette overhovedet lader sig adskille?

 Undersøgelsens afsluttende del, Konklusioner og perspektiver (afs.5.1-3), opstiller ud fra en række konkluderende betragtninger vedrørende den antikke naturfilosofi og videnskab og dennes forhold til det religiøse en række mulige videre perspektiver af undersøgelsens resultater.

 Som konklusion kan der ikke tales om en generel sekularisering eller afmytologisering af den antikke naturfilosofi, astronomi eller den basale antropologi. I flere af de mest toneangivende systemer, som vi har et sammenhængende kendskab til, stod Gud eller det guddommelige i sidste ende som verdensordenens ophav og grundvold, hvorfor der ikke skelnes mellem virkende kræfter i naturen og det guddommelige.

 F.eks. havde det i sidste ende en religiøs begrundelse, at himmellegemerne burde bevæge sig i cirkler. Sådan måtte det guddommelige bevæge sig. Forestillinger om planetguder og filosofiske spekulationer over universets guddommelighed efterlader med få undtagelser langt fra et indtryk af et afpersonificeret, 'affortryllet' eller livløst himmelrum, men snarere af et animeret verdensalt, omfattende guddommelige himmellegemer, der tilmed til tider opfattes som udøvende indflydelse på jordiske begivenheder og den menneskelige skæbne.

 For at nå målet for den menneskelige tilværelse måtte den vise ikke alene forfølge mål, der kan defineres i en snæver filosofisk forstand, men i høj grad ligeledes i en religiøs. Den der opfyldte menneskeeksistensens formål levede samtidig op til den sande fromhed. På denne måde kunne filosofiske meningsdannere opretholde en selvopfattelse og identitet som de sande fromme i modsætning til andre filosofiske skoler samt de udannede masser. Heri genfindes et selvværd, der gav sig til kende i en påstået ret til at fortolke og bedømme religiøse emner - myter, ritualer og forestillinger. De vise var de, der i religiøs forstand havde opnået den højeste position i et kosmos, hvis struktur de selv havde formuleret og postuleret. Samtidig kan den type religiøsitet filosofferne formulerede og rationaliserede med Max Weber beskrives som en form for verdensafvisning, hvilket kunne bidrage som årsagsforklaring til en manglende teknologisk, naturvidenskabelig og industriel revolution i antikken.