En sammenligning af receptionen af Ivan Malinovskis Romerske bassiner (1963) og Lars Skinnesbachs I morgen findes systemerne igen (2004), der ligner hinanden til forveksling. Jeg undesøger blandt andet de æstetiske kvalitetskriterier der ligger bag anmeldelserne, og ser særligt på 'det politiske digt' eller det politiske i digtet, i den henseende. Det handler med andre ord ikke kun om hvad forfatterne faktisk skriver, men også om hvad de så at sige får lov til at skrive, hvad der bliver taget alvorligt og afvist af kritikkens privilegerede førstelæsere. Med Ivan Malinovski kunne man sige at kunsten er en konsekvent værdikritik, men det viser sig igen og igen at litteraturkritikken igennem sine æstetiske domfældelser, sætter skarpe grænser for hvor omfattende og radikal en sådan velfærdsopposition og værdikritik kan få lov til at være.