Denne artikel omhandler det i dag at planlægge kystbyer med vandaktører som meddesignere og medarbejdere, dvs. bredt set i et samspil med en kryosfære, som undergår menneskeligt forcerede klimaforandringer. Fokus er lidt mindre på vand, der arbejder fra neden (grundvand, vandløb og drikkevand), meget lidt på vandarbejde fra oven (tåge, regn, sne og is) og en del mere på det mere sideværts vandarbejde, hvor hav er i samspil med land. Artiklen præsenterer et kritisk rehistoriserende casestudie af planen for bydelen Lynetteholm i København, der endnu er under udvikling. Casestudiet genforhandler planens samtidshistoriske og moderne fortællinger med henblik på at udpege potentialer for øget by- og miljømæssig resiliens og vandretfærdighed, der kan siges at ligge i tilpasning til længere, langsommere og mere økotone eksistensmodi. Artiklen belyser desuden, hvordan designet af Lynetteholm og Københavns forhold til havet i vores samtid forholder sig til byens og byplanlægningens udvikling i historisk tid, fortid såvel som fremtid, og den stiller spørgsmål til måden, hvorpå denne byplanlægning forholder sig til selve den tidslige dimension som en underbehandlet og uløst udfordring i det Antropocæne. Artiklen arbejder med udgangspunkt i design- og planlægningsmæssige tilgange, der ser en bydel som Lynetteholm som et komplekst, åbent, adaptivt og metabolisk system af systemer med en dynamik af teknisk-økologiske, social-teknologiske og social-økologiske relationer.