I ordbøger er det almindeligt at oplysninger der gælder for flere enheder kun gives én gang, fx formelle oplysninger om ordklasse o.l. i artiklens begyndelse: spat s amer. gruf spat s amer. dask > spat s amer. 1 gruff 2 dask I eksemplet ovenfor (Figur 1) er informationerne ”s amer.” flyttet ud til et øvre overskriftsniveau hvis indhold gælder for både betydning 1 og 2 (gruf, dask). Udflytningen foregår i dette tilfælde i et eksplicit markeret hierarkisk system. I andre tilfælde nedarves information mellem sideordnede enheder, fx betydningsdefinitioner udfyldt med ”ds” (’det samme’, fx Ømålsordbogen (ØMO): ”give sig an med ngn ds” under give bet. 12), hvor informationen om betydningen skal hentes fra en foregående parallel enhed. Informationen kan også være efterstillet. I ØMO kan geografisk udbredelse fx udtrykkes: ”S, M, L-Fa(alm)”, hvor indholdet i parentesen (”alm(indeligt)”) gælder for alle foranstillede forkortelser (”Sjælland, Møn, Lolland-Falster”). Brugeren skal altså hente information om ”S” og ”M” i den efterstillede parentes. Jeg vil i denne artikel diskutere udflytning og nedarvning som generel komprimeringstype og formidlingsstrategi i ordbøger (trykte såvel som digitale, med henholdsvis ØMO, Ordbog over det danske Sprog (ODS) og Den Danske Ordbog (DDO) som eksempler), og jeg vil sætte strategien i forhold til forskellige kontekstuelle forhold, fx den konkrete ordbogs funktion og format og den enkelte brugers forhåndskendskab til konventionaliserede typer af informationsorganisering.