2020’erne har foreløbig markeret et grundlæggende skift i skriften om og fra transkønnede. Litterært set er transkønnethed typisk blevet behandlet perifært og eksotiserende af ciskønnede forfattere eller i beken¬delsens sandfærdige, men litterært forudsigelige form af transkønnede forfattere. Her udgør 2020’er¬nes trans¬litteratur en meget andet scene, hvor anerkendte og prisbelønnede for¬fattere skriver om og fra et transkønnet perspektiv. Luka Holmegaards anmelderroste Havet i munden (Gutkind 2023) udkommer præcis 10 år efter den noget mere ukendte Alex Zichaus Ubehagets soundtrack (Autre 2013), der ligesom Holmegaards digtsamling behandler en fænomenologisk erfaring af transmaskulinitet. Datagrundlaget er selvsagt for begrænset til at kunne sige noget generelt om ’den transmaskuline oplevelse’, men det er ikke desto mindre fristende at benytte lejligheden til forsigtigt at gøre status over, hvilke fortællinger om transmaskulinitet, der er blevet muliggjort over 10 år og især hvilke litterære greb, værkerne betænker sig af som værn mod ciskønnet normativitet. Begge værker afsøger, hvordan smerte og ubehag kan håndteres på måder, som bevarer en åbenhed over for verden, men de gør det gennem meget forskellige litterære strateger.