Forskningsbesøg ved North Eastern University i Boston
Blogindlæg af postdoc Annesofie Ishøy Nielsen, Københavns Universitet.
Jeg arbejder med den arbejdspakke i CLaSP, som har fokus på den talemotoriske funktion. Herunder analysen af talen hos de børn der bliver opereret for en tumor i lillehjernen. Nogle analyser er auditiv-perceptuelle: metoder hvor vi bruger vores ører. Andre er akustiske: metoder hvor vi bruger dertil udviklede computerprogrammer. Begge analysemetoder har de ekspertise i på North Eastern University i Boston. Her besøgte jeg i februar 2026 Dr. Kristen Allison. Hun leder The Speech Motor Impairment and Learning lab (SMILe Lab).
Besøget gav mig mulighed for at diskutere problemstillinger og ideer relateret til mit arbejde med en kapacitet, vi ikke har i Danmark.
Ud over fokuseret tid med Dr. Kristen Allison og et oplæg for de logopædstuderende, var der planlagt møder med hendes SMILe Lab team, hvor jeg blev præsenteret for deres nuværende projekter. De arbejder bl.a. med udviklingen af talelydene hos småbørn (fonetisk transskription af pludren, måling af talehastighed), eksperimenter med lyttervurdering af talestrategier hos mennesker med cerebral parese, og ikke mindst, validering af ProCad – en differential diagnostisk test til dysartri/verbal apraksi. En proces hun kommer til Danmark og fortæller om sammen med sin samarbejdspartner Jenya Iuzzini-Seigel i marts 2027 i et samarbejde mellem Audiologopædisk Forening og CLaSP.
Når man fagligt interesserer sig for børn og unge med sygdom og hjerneskade, er det spændende at få indblik i noget vi i skala ikke kan matche i Danmark. Børnehospitalet. Derfor benyttede jeg muligheden for at besøge logopæd Rachel Santiago på Boston Childrens’ Hospital (500 senge) i forlængelse af dagene på North Eastern University. Jeg hørte om deres organisering mellem afdelingerne i huset, hvor de primært kommer på intensiv og medicinsk. De har fokus på at sikre adgangen til kommunikation (’communication access’), så børn med fx trachestomi får tilbudt alternativ supplerende kommunikation (ASK) med det samme. Både i form af low-tech udpegningsmateriale på laminerede ark, men de havde også en del teknologiske hjælpemidler som udlånes under indlæggelsen. Logopæderne ser onkologiske patienter, mens de er indlagt til medicinsk behandling, herunder børn med tumorer i lillehjernen, men rehabilitering er på et andet hospital. Det svarer på mange måder til herhjemme, hvor indlæggelsen under den medicinske behandling foregår på Rigshospitalet, Århus Universitetshospital eller Odense Universitetshospital, mens de børn der har brug for intensiv rehabilitering i Østdanmark kommer på Afdeling for Hjerneskade på Rigshospitalet/Glostrup og i Vestdanmark på Hammel Neurocenter.
Jeg præsenterede resultater baseret på The European CMS study og mine egne interesser i studiet af tale for en tværfaglig gruppe bestående af fysio- og ergoterapeuter, sygeplejersker, logopæder og en musikterapeut, der har arbejdet på at beskrive tilgangen til børn med cerebellare tumorer under indlæggelse.
Rachel Santiago beskriver i dette interview på fineste vis, hvordan man i den mere akutte fase af et forløb kan arbejde med at sikre barnets og familiens muligheder for at kommunikere.
I forlængelse af mit besøg i Boston, deltog jeg i Conference on Motor Speech i Tempe, Arizona. Det var en oplevelse i sig selv at komme fra vintervejr i Boston til ørkenlandskabet og varmen i Arizona – tilmed blev konferencen afholdt på et stadion! Alt i alt ret eksotisk. Konferencen var langt overvejende med deltagere fra Nordamerika og er den 22. i rækken. Præsentationerne delte sig mellem det meget eksperimentelle, lab-forskningsorienterede og det mere praksisorienterede. Børn og voksne. Akustiske og auditivt perceptuelle metoder. Jeg blev inspireret, bekræftet i mine valg og overvejelser, fik mødt et par faglige inspirationer og øget mit netværk, så det var på mange måder udbytterigt.
Jeg deltog med en poster med titlen: 'Preoperative Speech Characteristics in Children with Posterior Fossa Tumours: Results from the Danish Subgroup of the European CMS Study'. Postersessionerne fungerede virkelig godt, blandt andet fordi amerikanerne ikke er bange for at stille spørgsmål. Der var stor diskussionslyst og jeg fik delt og diskuteret mine interesser relateret til inklusiv inklusion, auditiv analyse, analyseprotokol, inddragelse af lytterpanel m.m.
Mine konferencehighlights
- Dysartri hos børn: spændende studier fra Kathrine C. Hustads gruppe fra Wisconsin-Madison University med fokus på børn med cerebral parese (CP), en population hvor mange har talemotoriske vanskeligheder grundet spasticitet/øget tonus i talemuskulaturen (dysartri). Det er et område, hun har beskæftiget sig forskningsmæssigt med i flere årtier, så der kommer nogle spændende longitudinelle studier ud fra hendes forskergruppe. I oplægget på konferencen præsenterede de et studie, hvor de ser på taletydelighed, taletempo og talens effektivitet (tydelige ord/minut) hos børn med CP og talemotoriske vanskeligheder, børn med CP uden talemotoriske vanskeligheder og børn uden CP og med almindelig talemotorisk udvikling. De kunne bl.a. se at talens effektivitet hos børn med CP og talemotoriske vanskeligheder stagnerer allerede ved 5-årsalderen. Som logopæd bliver jeg nysgerrig på om det forholder sig lige sådan i Danmark og om målrettet taletræning i løbet af barnets udvikling ville kunne rykke på dette forhold.
- Dysartri hos voksne: diskussion af dysartrityper fyldte både i snakkene, i oplæg og ved posters. Jo mere detaljerede analyser der laves, des flere subgrupper viser sig. Det giver samtidig mulighed for at sammenholde fundene med avancerede scanningsmetoder og dermed blive klogere på cerebrale netværk. Dette rejser spørgsmål om, hvorvidt de etablerede dysartriklassifikationer stadig er tilstrækkelige. Det er spændende om der på sigt bliver et data-drevent opgør med disse. Klassifikationen af fx ataktisk dysartri er noget der for år tilbage er foreslået opdelt i to subtyper (en prosodisk og en artikulatorisk) – og i relation til CLaSP, også en dysartritype hvor man diskuterer, hvorvidt børn udviser samme talekarakteristika som voksne.
- Childhood Apraxia of Speech: der var flere studier om flersprogethed i relation til både udredning og intervention (DTTC). De viste sig at komme fra forskere, der alle selv havde et andet modersmål end engelsk og som samarbejdede om at styrke viden baseret på andre sprog. Det er interessant bl.a. fordi prosodiske karakteristika kan kræve sprogspecifikke deskriptioner, og fordi individuelle karakteristika kan være uens ramt sprogene imellem. Så hvad der beskrives som et diagnostisk karakteristika baseret på den nuværende viden vi har fra engelsksprogede undersøgelser, kan ikke nødvendigvis overføres til dansk, kantonesisk osv.
- Progredierende talevanskeligheder: en del om tempo, fænotyper og tidlig diagnosticering: kan vi på baggrund af en lydoptagelse finde tidlige indikatorer for progredierende sygdomme som Parkinsons og ALS? I relation til dette opstod en drøftelse af risikoen for at vi klæder AI og (i USA) forsikringsselskaberne på til at kunne identificere tidlige sygdomstegn blot på baggrund af en telefonisk henvendelse fra en potentiel forsikringstager.
Det var glædeligt at opleve den teoretiske (og evidensbaserede) forankring i principperne for motorisk læring i alle interventionsstudierne og en åbenhed for metodiske diskussioner. Det var gennemgående, at der i tillæg til både akustiske mål og detaljeret auditiv analyse af talekarakteristika arbejdes med mindst et globalt mål i studier af talefunktionen, herunder tydelighed og effortful (den indsatskrævende grad af forståelsen) – noget jeg påtænker at indarbejde i mine egne analyser.
Afslutningsvis var det værdifuldt for mig at blive bekræftet i, at der på nuværende tidspunkt ingen gode svar er på, hvordan vi håndterer dilemmaet med at anvende teorier udviklet på/til voksne på børn: it’s messy. Det genkender jeg, men således opløftet giver jeg mig i kast med at videreudvikle processen omkring den auditive analyse af de danske børn, der er opereret for en tumor i lillehjernen.