Sproget i Gudhjem udviser i ældre tid en række særtræk i forhold til traditionelt bornholmsk. Som et af de vigtigste kan nævnes en udpræget tendens til at foretrække mere regelrette (systematiske) bestemte former af substantiver. Mens man i traditionelt bornholmsk ellers savner bestemthedsendelse ved hankønsord med udlyd på palatalt -n, hunkønsord med udlyd på (dentalt) -n og neutrumsord med udlyd på -d (-ð), gennemførtes en sådan i Gudhjem. Lignende tendenser kan registreres i flere andre tilfælde. I dag synes de særlige Gudhjem-former imidlertid helt udryddede. Principielt kan særformerne enten betragtes som reminiscenser af et ældre sprogtrin (reliktformer) eller som morfologiske forenklinger (analogidannelser). I artiklen argumenteres der for det sidstnævnte, idet formerne tolkes som et resultat af koineisering i et samfund med markant svensk (fastlands-østdansk) indvandring i anden halvdel af 1600-tallet, efter at pesten i 1654 havde lagt byen stort set helt øde. Ud over at give en samlet oversigt over de relevante forhold i traditionelt bornholmsk bidrager artiklen bl.a. med et forsøg på forklaring af formernes opståen (som resultat af koineisering) og med en påpegning af parallelle udviklinger i yngre bornholmsk, idet det fremhæves, at traditionelle dialektændringer og koineisering kan føre til parallelle resultater. Samtidig vidner analysen om, at den sproghistoriske udvikling kan være mindre lineær end ved første øjekast.