Danske Talesprog 11

Norm, situering og sproglige kendsgerninger

Af DORTHE DUNCKER

Det er nødvendigt at sondre mellem normer og konventioner for at få øje på den interaktionsdrevne vekselvirkning som er kilden til sproglig dynamik. I litteraturen er der uklarhed om hvad termen ’norm’ dækker over, og hvilke fænomener som betegnes ved den. Denne uklarhed afkaster både en teoretisk og empirisk problemstilling. Til løsning af den teoretiske fremlægges en spilteoretisk analyse som udpeger tre forskellige normative mekanismer og viser hvordan de spiller sammen. Til løsning af den empiriske problemstilling argumenteres for en reorientering af den traditionelle sprogbrugsanalytiske og introspektive tilgang til fordel for et fokus på kommunikationsdeltagernes refleksive diskurs i konkrete situationer.

Imitation, parodi, norm- og genrebevidsthed i børns udvikling af sprog og selv

AF BETTINA PERREGAARD

Det vises, hvordan to ni-årige skoleelever skaber en parodi over DR’s studieværter inden for den særlige genre, de karakteriserer som ‘børnetimen’. I en interaktionel dynamik og ved en tilbagevendende brug af bestemte til situationen skabte stemmemæssige kvaliteter, stilistiske elementer og faste vendinger manifesteres ‘børnetimen’ som en særlig genre med tilhørende normer for aktiviteter og sprog. Ekspressivitet og imitation fremhæves som grundlæggende for børns udvikling af sprog og selv. I artiklen argumenteres der for, (1) at den forskudte, også ofte intermodale og dermed indirekte, imitation tillige er en drivende og underliggende kraft for udviklingen af bevidsthed om normer og genrer; (2) at genreteori bør omfatte et begreb om kunst som kreativ proces, fordi den ekspressive, overskridende udøvelse ligger latent i alle genreskabende handlinger; og (3) at genreteori bør omfatte bestemte genrers udviklingspsykologiske betydning og læringsteoretiske implikationer.

Sprognormer som sprogforandringsteoretisk og sprogpolitisk problemstilling

Af TORE KRISTIANSEN

I artiklen ses sproglige normer som den enighed om sproglige udtryks sproglige og sociale betydninger der etableres, består og forandres i sprogsamfundet i kraft af sociale værdier og vurderinger. Artiklen fokuserer på de sociale betydninger og gør rede for hvordan landsomfattende holdningsundersøgelser på socialt makroniveau har vist at værditilskrivningen er meget forskellig afhængigt af om den i undersøgelsessituationen foregår bevidst eller underbevidst – og således ’trækker på’ hhv. åbne og skjulte holdninger. Men i begge tilfælde er enigheden blandt unge total. Det hævdes at den totale enighed om de to forskellige vurderingssystemer vanskelig kan forstås uden at antage at de vigtigste institutioner i de unges liv, skolen og lydmedierne, fremmer forskellige sprogideologier – med enorm gennemslagskraft. At sætte spørgsmålstegn ved det sprogpolitisk (dvs. socialpsykologisk, pædagogisk, demokratisk m.v.) hensigtsmæssige i en sådan situation, indebærer på ingen måde at benægte sprogets grundlæggende normativitet, insisterer forfatteren i en diskussion med Peter Harder. Den afgørende sprogpolitiske problemstilling for os – som (socio)lingvister, sprogpædagoger og sprogpolitikere i dagens Danmark – drejer sig nu som før om hvad vores opgave er i forhold til de herskende værdisystemer: Skal vi blive ved med blot at pege på at de findes og hvad de kræver (og dermed bidrage til at styrke dem yderligere, om overhovedet muligt), eller skal vi ikke også samtidig pege på at institutionernes magt kunne bruges til at fremme sprogideologisk og sproglig diversitet i stedet for ensretning?

Norm, praksis og prestige: Engelsk og dansk i de højere uddannelser

AF BENT PREISLER

”Parallelsprogsdebatten” tager for givet at fremmedsproget engelsk vs. modersmålet dansk er det binære valg der definerer konstruktionen af det internationale hhv. fastholdelsen af det nationale samfund. Uden at jeg hermed accepterer en sådan begrænsning af synsfeltet, drejer min artikel sig om forholdet mellem norm og praksis i brugen af især engelsk i Danmark, og om dette forholds betydning for sprogvalg og sproglig status specielt på de højere uddannelser. Engelsk har høj prestige i Danmark, men prestigen er knyttet til dette sprogs standardform – en norm som ikke eksisterer i den talesproglige sociale praksis. Som lingua franca er engelsk blevet et supplement til den sociale konstituering af individet der altid har fundet sted via modersmålets talesprog, hvor formen i sig selv indekserer fx uddannelsesniveau og beskæftigelse og dermed status. Et flertal af danskere mener sig i stand til at skelne ”godt” fra ”dårligt” engelsk, og et mindretal som oplever sig som dårlige til engelsk må se sig socialt stigmatiseret når de er nødt til at bruge sproget. De internationaliserede højere uddannelser udgør et praksisområde hvor praksissernes sprog i stigende grad er engelsk, og der har været udtrykt frygt for at dansk hermed taber prestige som videns- og undervisningssprog. Formålet med denne artikel er at argumentere for det modsatte synspunkt: Ikke alle studerende eller ansatte behersker engelsk på højt fagligt niveau, og brugen af engelsk som lingua franca vil næppe bidrage til at give engelsksproget undervisning større prestige end dansksproget ditto.

Received Pronunciation i bevægelse

Af ANNE H. FABRICIUS og JANUS MORTENSEN

I denne artikel viser vi at man kan skelne mellem tre niveauer når man taler om bevægelse i Received Pronunciation (RP). Vi giver eksempler på ændringer i RP som udtalepraksis, ændringer i de forestillede normer for RP og endelig ændringer i fortolkningsnormerne for RP som forbinder sprogbrug og social betydning. Det er vores pointe at man må tage alle tre niveauer i betragtning hvis man vil give en fyldestgørende beskrivelse af de sproglige og sociale processer som har formet – og fortsat vil være med til at forme – RP som sprogligt repertoire og ideologisk konstruktion.

Normer, holdninger, og den individualistiske fejlslutning

Af PETER HARDER

Normer er blevet manet ud af lingvistikken i to omgange inden for de sidste hundrede år: første gang i forbindelse med den strukturalistiske revolution og anden gang i forbindelse med den postmoderne udvikling i variationslingvistikken. Begge gange er normer blevet anskuet som modsætningen til sproglige realiteter, der i første omgang opfattedes som lig med sprogets indre struktur og i anden omgang som den varierende og mangfoldige usus der unddrager sig alle normative stipulationer.

Denne artikel handler om normers status som en nødvendig forudsætning for menneskesprog og dermed for sprogbrug. Argumentationen er baseret på opfattelsen af normer som de implicitte ’kulturlove’ der opstår under dannelsen af menneskelige samfund – og som dermed lægger sig oven i naturlovene som faktorer der bestemmer hvilke konsekvenser handlinger har for samfundets medlemmer. I modsætning hertil står holdninger forstået som eksplicitte værdidomme.

Blandt konklusionerne er at alle empiriske udsagn om individers sprog forudsætter kendskab til det normative grundlag – de samfundsmæssige ’kulturlove’ som individerne trækker på – som bl.a. er afgørende for hvilke betydninger sproglige udsagn tilskrives som led i sprogbrugen, og hvilke værdier de aflæses i forhold til.

Normer om sprogvalg i superdiversiteten

Af J. NORMANN JØRGENSEN

I denne artikel gennemgår jeg normer for sprogbrug, dvs. valg af ”sprog” i interaktioner mellem mennesker i den superdiversitet, der karakteriserer i hvert fald europæiske storbyer i årene efter 2000. Jeg gennemgår fire hovedtyper af normer om valg af sprog og kæder dem sammen med fire forskellige skoler i forståelsen af sproglig og kulturel variation. Jeg skelner mellem den ekstreme ”etsprogethedsnorm” (som er knyttet til et deficitsyn på variation) over for den ”(fler)dobbelte etsprogethedsnorm” (knyttet til differenssynet) og den ”integrerede flersprogethedsnorm” (med relation til dominanssynet), som alle bygger på et traditionelt syn på ”sprog” som pakker af træk, der kan adskilles og tælles. Over for dem stiller jeg den norm, der regulerer sprogbrugen blandt de unge i superdiversiteten, nemlig ”polysprogethedsnormen”. Denne norm er kædet sammen med diskurssynet på sproglig og kulturel variation.

Talesprog i radioavisen: Det kanoniserede talesprogs anatomi

Af JACOB THØGERSEN

I Danmark udgør radioavisen et særligt ophøjet normideal for talesproget. Hvis der er ét sted det bedste talesprog findes, og skal findes, er det blandt radiovisens oplæsere. I denne artikel undersøges stiludviklinger i radioavisens talesprog fra 1936 til 2006. Fokus ligger på træk der er stilistiske variabler, snarere end træk der er udtryk for forandringer i dansk talesprog generelt. Den underliggende antagelse er at radioavisen bevæger sig fra en norm om neutralt oplæst skriftsprog til en norm om mere uformelt talesprog. Det vises bl.a. at talehastigheden er øget, at grundtonen først sænkedes og siden er steget, at pauseringen er mindre markeret som oplæst skriftsprog og at der er en højere grad af assimilation af stavelser end tidligere.

Tale- og stemmeafvigelsers effekt på kommende HR-konsulenters opfattelse af personlighed og jobegnethed

Af MAJA ZETTERSTRÖM OG JENNY IWARSSON

Artiklen præsenterer en pilotundersøgelse, som havde til formål at belyse, om taleafvigelser i form af læsp og stammen og to former for afvigende stemmekvaliteter påvirker opfattelsen af en person og dennes egnethed til et givent job. 11 kommende Human Ressource-konsulenter blev i en masketest præsenteret for lydklip af otte forskellige talere – fire med taleafvigelser og fire matchede kontroltalere. Ved hjælp af (A) beskrivelse af deres umiddelbare indtryk, (B) afkrydsning på otte semantiske skalaer der repræsenterede personlighedstræk og (C) vurdering af jobegnethed til 12 professioner gav lytterne deres svar. Resultaterne viste, at alle fire taleafvigelser affødte signifikant mere negative opfattelser på mellem to og seks af otte skalaer og at særligt de to stemmeafvigelser blev vurderet mere egnet til professioner i de laveste socioøkonomiske grupper. Der sås en tendens til, at stammen og i mindre grad læsp muligvis fremkalder en social ønskværdighedseffekt, som gør, at lytterne bliver bevidste om ikke at dømme negativt på grund af taleafvigelsen.